PK
RI+Loa, mimetypeapplication/epub+zipPK
Y+T META-INF/PK
[I+L9>
META-INF/container.xml
Danmarks historie serveret i små og overkommelige bidder. 100 forskere fra landets universiteter, arkiver og museer tager i 100 bøger a 100 sider fortiden under kærlig behandling og fortæller med vid, humor og kløgt om det, der var. Og det, der er.
100 danmarkshistorier finder du på en række platforme:
Besøg danmarkshistorien.dk, og oplev fortiden gennem artikler, film og kilder.
Kig forbi HistorieLab.dk, der arbejder med historiske temaer. Især for grundskolen.
Mød op på Folkeuniversitetet, og hør foredrag med forfatterne.
Læs med i Politiken.
A.P. Møller Fonden har støttet projektet og gjort det muligt at udgive og formidle de 100 danmarkshistorier.
Find info på 100danmarkshistorier.dk
Her kan man også tegne abonnement.
Tæt ved Limfjordens vande, langt oppe i Himmerland, i Nibe Kirke, oppe under loftet, hænger en mærkelig skibsmodel i egetræ. I modsætning til skibsmodellerne i andre danske kirkerum er der her ikke tale om en stolt fregat for fulde sejl, spækket med master, kanoner og Dannebrogsflag. Kirkeskibet i Nibe er faktisk slet ikke et skib, men derimod en fiskerbåd – hvad der på disse kanter er kendt som en sildekåg. Som navnet antyder, blev et sådant fartøj anvendt til sildefiskeri. Modellen i Nibe Kirke er festligt udsmykket med blomsterranker, forgyldninger, figurer og flagstang. Dertil kommer kors, anker og hjerte, der symboliserer tro, håb og kærlighed. Den slags symbolik, pynt og stads fandt man naturligvis ikke på en rigtig sildekåg. Plankernes placering og fartøjets flade bund, der gjorde det muligt at glide hen over de under vandoverfladen opsatte fiskegarn, fortæller dog, at det vitterligt er en professionel skibstømrer, der har snedkereret modellen.
Dertil afslører årstallet 1703 og initialerne ”JJHK” på roret ikke blot året for modellens færdiggørelse og ophængning, men også giverens navn. Helt præcist var det Jens Jensen Hørtikarl, der havde betalt for at få skibsmodellen udskåret og ophængt i kirkerummet. Hørtikarl var i 1703 blandt Nibes største skatteydere. Han praktiserede som kirurg med behandlinger og bortskæringer af sår og bylder som speciale. De fleste af sine mange penge tjente Hørtikarl dog på at fiske og salte de tusindvis af sild, der hvert forår og efterår sprællede løs i farvandet ud for Nibe. Hvis Hørtikarl havde ønsket det, kunne han sagtens have betalt for et klassisk kirkeskib. I stedet brugte han sine penge på en noget mere beskeden, men ikke desto mindre smukt fremstillet fiskerbåd. Han var ikke den eneste, der var hoppet med på denne modedille, for også andre familier ophængte i disse år lignende modeller af sildekåge i Nibe Kirke.
Den lille sildekåg i Nibe fortæller andet og mere end historien om Jens Jensen Hørtikarls aktiviteter. Den er samtidig en af de få bevarede genstande, der bærer vidnesbyrd om et af de vilde økonomiske opsving – deciderede boom – som sildefiskeriet og den medfølgende handel bragte til Danmark fra middelalderen og frem til 1800-tallets første årtier.
Den danske sild er blevet omtalt som ”Nordens sølv”, og der er noget om snakken. Næst efter Lurpak Smør og Legoklodser har silden været en af danmarkshistoriens allerstørste eksportvarer. Da sildefiskeriet var på sit højeste i 1400-tallet, beskæftigede det mere end 5.000 mennesker, mens eksporten af saltede sild i de gode fangstår kunne runde op til 30.000 tons. De gode afsætningsmuligheder hang ikke mindst sammen med, at silden var en fed og velsmagende fisk. Det var ikke for ingenting, at en af de foretrukne delikatesser ved pavehoffet i 1500-tallets Rom var sild fra Øresund.
Sildens betydning for Danmarks historie og udvikling kan ikke overvurderes. På trods af sine blot 20-25 centimeter blev den lille fisk for middelalderens Danmark, hvad olien skulle blive for Mellemøsten i 1900-tallet. På trods af de åbenlyse forskelle i tid og sted er historien den samme. En i udlandet stærkt efterspurgt ressource forvandlede alene ved sin massive tilstedeværelse et udkantsområde til en vigtig brik i den internationale økonomi. Både sild og olie bragte velstand, blomstrende bysamfund og nye handelsveje med sig.
Vores vandbårne erhvervseventyr tog sin begyndelse i middelalderens Øresund og fortsatte med større eller mindre afbrydelser i Limfjorden frem til 1820’erne. Hvor silden viste sig, fulgte fremmede købmænd, klingende mønt og store markeder med alverdens varer hastigt efter. Fra markeder var der ikke langt til byer. Københavns oprindelse skyldtes de store sildefiskerier i Øresund og de købmænd og håndværkere, der bosatte sig her for at tjene penge på sildehandlen. Aalborg i Nordjylland, Stege på Møn, det fynske Kerteminde og de bornholmske kystbyers opkomst, vækst og udvikling kan alle som en forklares med sildefiskeriet. Sammen med kristendommen blev silden murbrækkeren til danskernes integration i Europa. Det Danmark, du kender, er sildens fortjeneste.
Igennem historien har den danske sild reddet millioner af mennesker fra sultedøden, fra Norge til Middelhavet. Hvad enten man kunne lide den eller ej, blev den danske sild fortæret i såvel Vendsyssel som Dansk Vestindien. Først som følge af religiøse forskrifter og siden i mangel af bedre. Silden er spækket med gavnlige ting og sager som fedtsyrer, D-vitamin og jod. Ikke mindst derfor har den i adskillige århundreder haft en enorm indflydelse på vore forfædres sundhed, velvære og modstandskraft. Langt op i 1900-tallet fik man især på landet serveret saltede, røgede, tørrede eller friske sild til alle dagens måltider. Silden var vigtig i både de fede og de magre år. I de tider, hvor grisene var små, og flæsk blev regnet som festmad, var silden let tilgængelig, talrig og derfor også et billigt og proteinrigt alternativ og tilskud til de daglige måltider af brød, grød og kål. Det talte også til sildens fordel, at man, i modsætning til grisen, ikke skulle bruge tid, penge og andre ressourcer på at fodre og opfostre den. På trods af sine mange kvaliteter må silden i dag nok betegnes som en del af vores glemte danmarkshistorie. Det afspejler sig ikke mindst i vores nuværende forhold til den engang så livsnødvendige sildemad.
I dag spiser de fleste danskere kun marinerede sild, karrysild eller måske endda stegte sild i eddike på rugbrød til jul, påske og pinse. Her spiller silden som regel rollen som en slags forret, der retfærdiggør indtagelsen af adskillige snapse, inden man fatter kniv og gaffel for at gå til angreb på forskellige kolde og lune kødretter – helst med gris! Året rundt kan man alternativt få serveret dyre og kunstfærdigt anrettede stykker smørrebrød med forskellige slags sild ved et besøg på en af Københavns eller de større provinsbyers fashionable kælderrestauranter. Sådanne kulinariske oplevelser giver dog kun en svag velsmag af sildens tidligere så livsvigtige betydning for vores alle sammens ernæring og overlevelse.
Mens det i dag nok er så som så med sild i danskernes madplaner og frokostordninger, lever fiskens historie videre i sproget. Hvem kender ikke talemåderne ”At stå som sild i en tønde” eller ”Ikke mange sure sild værd”? I dag bruges disse udtryk om henholdsvis tætpakkede folkemængder og noget af ringe kvalitet. Oprindeligt trækker formuleringerne tråde tilbage til sildefiskeriets storhedstid. Her kunne der være mere end 1.000 sild i en enkelt tønde, mens dårlige sild prompte blev sendt retur til forhandleren.
Vil man have yderligere dokumentation for den rolle, som silden har spillet for danmarkshistorien, er Jens Jensen Hørtikarls Nibe et oplagt sted at starte. Her var der helt bogstaveligt tale om en verden, der var bygget på sild.
I udgangspunktet stod det ikke skrevet i stjernerne, at der i 1703 fandtes et tæt beboet og velstående bysamfund ved navn Nibe, hvor mænd som Jens Jensen Hørtikarl kunne fiske sild og skære bylder væk. I modsætning til så mange andre byer i den danske konges riger og lande havde Nibe hverken frugtbar landbrugsjord, vigtige landeveje, en god havn eller et kongeligt slot, der igennem tiderne havde ansporet folk til at bosætte sig lige præcis her.
Nibes opkomst, storhed og senere så bratte fald hang uløseligt sammen med det store sildefiskeri, der hvert forår og efterår udspillede sig på Limfjordens vande ud for Nibe. Fund af mønter og potteskår vidner om aktiviteter ved Nibe allerede i 1200-tallet, men det er først i 1300-tallet, at by og sild kommer frem i dagslyset via de skriftlige kilder. De lokale sild kom vidt omkring. I 1360’erne fik forhandlerne af ”Nypherring” – Nibesild – tildelt særlige pladser på den tyske handelsby Lübecks internationale fisketorv.
At sild betød vækst, dokumenteres ved, at der i 1456 blev anlagt et kapel til ære for Skt. Jost i Nibe. Blandt sine mange andre kvaliteter var Skt. Jost kendt som skytshelgen for søfarende. Her var det således oplagt at søge hen for at bede en bøn, inden man begav sig ud på Limfjorden for at fiske sild. Kapellet skulle med tiden blive udvidet og ombygget til en kirke, hvis størrelse, kalkmalerier, klokkespil og kirkekunst overgik de fleste jyske landsbykirkers. I 1500-tallet fik Danmarks konger for alvor øjnene op for sildenes kvaliteter. Der var behov for friske forsyninger af sild til hoffet, orlogsflåden, lejetropperne og de kongelige slottes forrådskamre. Med dette formål for øje ansatte kong Hans (1455-1513) i år 1500 en kongelig sildesalter, der i Nibe skulle opkøbe, salte og fremsende de nødvendige sild til de steder, hvor kongen havde behov. Senere blev der også bygget et særligt hus til denne kongelige embedsmand.
Ikke blot nibingerne og kongen ville have sild, så når fiskene viste sig om foråret, satte borgere og bønder fra hele riget straks kursen mod Nibe for i nogle hektiske måneder at fange eller købe sild. I 1520’erne fandt frafaldne munke, der havde fået nok af den katolske kirketugt, arbejde ved fiskeriet, mens købmanden Mikkel Nielsen fra Falster faldt over bord fra sit skib på vej til Nibe og druknede i Limfjorden. På mange nordjyske gårde aftalte karlene ved deres ansættelse for en god ordens skyld en række fridage, hvor de kunne ”gå til fjorden, der at fiske for egen regning”.
Vigtige vidnesbyrd om, at Nibe nu også var en kendt lokalitet uden for lokalområdet, dokumenteres ved, at kirkens kalkmalerier i 1507 blev betalt af en mand fra Halland i Sverige, mens Nibes navn og nogenlunde præcise placering for første gang dukkede op på et hollandsk søkort i 1540’erne.
Til brug for fremstillingen og vedligeholdelsen af sildekåge og fiskegarn skulle der bruges masser af tømmer, tjære, søm og tovværk. Enorme mængder af salt var dertil en uundværlig ingrediens, når sildene skulle nedsaltes inden den videre rejse. De mange sæsonarbejdere, der ankom til Nibe sammen med sildene, skulle have både mad, drikke, klæder, husly og underholdning til ledige stunder under deres ophold i byen. Det hektiske fiskeri og de mange mennesker kunne i sagens natur give anledning til en masse ballade. Derfor lod Christian 3. (1503-1559) i 1545 oprette en domstol i Nibe, et såkaldt birketing, hvor nibingerne kunne få afgjort deres uoverensstemmelser.
Det præcise indbyggertal i Nibe i 1650 kendes ikke, men dette år boede der tre smede, tre snedkere, tre rebslagere, syv bødkere og ni skomagere i byen. Med fremstillinger og vedligeholdelse af sildekåge, sildetønder, sildegarn og tovværk havde også disse håndværkere deres levebrød ved sildefiskeriet. Man kan måske undre sig over, hvordan hele ni skomagere kunne klare sig i Nibe. Dette kan dog forklares med, at mange af nibingerne i forbindelse med sildefiskeriet tilbragte store dele af arbejdsdagen med fødderne i vand og saltsjap og derfor havde behov for slidstærke sko og støvler.
Heller ikke Jens Jensen Hørtikarl var en enlig svale i byen. Han tilhørte den rige og selvbevidste gruppe af familier, der ikke blot havde adgang til mange sildekåge og gode fiskepladser, men som også investerede i købmandshandel, sildesalteri og landbrug med korndyrkning og kvægavl. For såvel disse handelsmænd som håndværkerne var og blev det dog silden, der var omdrejningspunktet i deres tilværelse, og de var ikke alene. I 1670’erne er det anslået, at godt ¾ af Nibes 1.300 mænd og kvinder på den ene eller den anden måde havde deres levebrød ved sildene. Det være sig, hvad enten de nu fiskede, rensede, saltede, pakkede eller solgte sild. Andre af byens folk byggede sildekåge, fremstillede tønder, bandt fiskegarn eller sejlede sild og andre fornødenheder til og fra Nibe. Dertil kom den store gråzone af fattige mænd, kvinder, børn og gamle, der på den ene eller den anden måde gav en hjælpende hånd med i højsæsonen. Andre overlevede slet og ret ved at tigge sig til en håndfuld sild, når de fyldte kåge kom retur til Nibe.
Kort fortalt havde silden samme betydning for Nibe, som bisonokserne havde for indianerne på den nordamerikanske prærie. Sild var ikke blot mad og overlevelse, men også en gangbar, let omsættelig og højt værdsat valuta. I 1562 indkasserede Frederik 2. (1534-1588) otte tønder sild som betaling for skatter og jordleje i Nibe, mens herskabet på Sebber Kloster, vest for Nibe, gerne lod deres fæstebønder betale deres afgifter med sild. Ankom silden til tiden, var alt i den skønneste orden. Blev den væk, spredte panikken sig. Alene synet af en enkelt sild, der med sin form eller farve ikke lignede de andre, blev tolket som et ondt varsel om svigtende fiskeri og andre ulykker.
Og der var nok at bekymre sig om. Sildene kunne nemlig være særdeles lunefulde gæster. Når fiskene udeblev eller blot ikke dukkede op i så stort antal, som de plejede, forsumpede Nibes udvikling med fattigdom og fraflytninger til følge. I 1590’erne løste nibingerne selv problemet ved at brænde en troldkvinde levende på bålet. Baggrunden for denne barske behandling skulle være, at troldkvinden havde nedsat en hestesko ved Kattegats indløb i Limfjorden. Dermed var kun de sild, der kunne svømme igennem hesteskoen, nået frem til Nibe. Efter at troldkvindens aske var spredt for alle vinde og hesteskoen fisket op, vendte sildene tilbage i lige så store mængder som før. I mangel på troldkvinder var nibingernes oplagte syndebukke Limfjordens mange sæler eller eventuelt en af de hvaler, der fra tid til anden forvildede sig ind i fjordsystemet.
Om der også var trolddomskunster eller hvaler med i spillet i 1640’erne, vides ikke, men fraværet af sild i dette årti betød, at mere end 50 af Nibes huse nu stod tomme.
Til alt held for nibingerne vendte silden i 1680’erne tilbage for fuld styrke. I 1706 blev der alene fra Nibe eksporteret 37.091 fyldte tønder med sild. Omregnet til vore dages mål svarer det til ca. 3.600 tons fisk, mens der hvert år i 1720’erne blev udskibet 100.000 tønder med Nibesild. Det er vigtigt at pointere, at der her kun er tale om de sild, som der blev betalt told for ved Aalborg med henblik på eksport til udlandet. Hvad der ellers blev spist af sild i Nibe eller opkøbt for at blive solgt i lokalområdets landsbyer, har vi ingen oplysninger om.
Med 1.400 indbyggere var Nibe på Jens Jensen Hørtikarls tid blandt de ti største byer i Danmark. Sådanne fede tider, hvor sildene stod tæt i fjorden og pengene lå løst i lommerne, gav basis for en sand forbrugsfest. Nu tjente slagtere, murere, bagere, hattemagere, guldsmede og brændevinsbrændere gode penge. For at opretholde en vis form for lov og orden i den livlige by blev der i 1699 nedsat et udvalg på 12 prominente mænd, der udarbejdede et regelsæt for passende opførsel. Det var ikke altid lige let at få folk til at makke ret, når en fed fangst skulle fejres. Øl og brændevin flød i så rigelige mængder, at der blev udstedt et forbud mod druk på søn- og helligdage. Det løsslupne liv fortsatte dog uanfægtet. Hasardspil blev drevet i den helt store stil, og kønssygdommene hærgede, mens driftige folk hentede linedansere, gøglere og tyske ludere til byen.
På trods af sildens gunstige påvirkning på Nibes befolkningstal, erhverv, velstand og forlystelsesliv var byen dog i 1703 ikke at betragte som en købstad – en af det omkringliggende samfund formelt og juridisk anerkendt by. Den manglende anerkendelse kunne nibingerne i sagens natur være ligeglade med, når de nu havde så meget andet. Men det var de ikke, og det er der flere gode grunde til.
At Nibe blev fastholdt i den uholdbare rolle som en mærkelig hybrid mellem fiskerleje, hvor beboerne levede af fiskeri, og en landsby med dertil hørende bønder, skyldtes købstaden Aalborg, der lå godt 20 kilometer længere mod øst. Siden 1200-tallet havde Aalborg, med den korte sejltur til Kattegats internationale fragtruter og sine gode havneforhold, været Limfjordens eneste betydningsfulde handels- og havneby. Som sådan indtog Aalborg på Jens Jensen Hørtikarls tid en altdominerende rolle i de oversøiske ind- og udførsler af korn, sild, salt, vin, klæde, tømmer, tjære, kram- og luksusvarer til og fra hele det nordvestlige Jylland. Ville man købe sild eller sælge salt, tømmer eller andre varer, der med skib skulle fragtes til Nibe, var Aalborg ikke til at komme uden om.
Et eksempel på, hvordan aalborgenserne udnyttede forholdene i Nibe, er købmanden Hermann van Ginchel (-1605). Hermann var i 1600-tallets begyndelse en af Aalborgs rigeste købmænd, der fra sin store købmandsgård i Aalborg forhandlede klæde, korn, vin og isenkram. Dertil havde Hermann købt et hus i Nibe, der i sildesæsonen fungerede som en lille filial af den store forretning inde i Aalborg. Fra Nibehuset opkøbte Hermann hvert forår en mængde sild, der med god fortjeneste blev videresolgt til et handelskompagni fra Lübeck. Han solgte desuden salt, øl, tovværk og andre fornødenheder til de lokale fiskere. Hermann van Ginchel var ikke bosiddende i Nibe og var derfor heller ikke forpligtet til at betale skat her. Der var altså tale om omsætning, der hverken kom nibingerne eller deres by til gode.
Eventuelle klager over hans tilstedeværelse i Nibe kunne Hermann van Ginchel imødese med sindsro. Aalborgs magtfulde købmænd hvilede nemlig ikke på laurbærrene, men vogtede som høge nidkært over, at deres hævdvundne handelsprivilegier og -rettigheder i Limfjordsområdet ikke blev overtrådt. På grund af det gode sildefiskeri og den handel, der fulgte med, var det som oftest Nibe, der endte i skudlinjen.
Aalborgenserne arbejdede ikke alene, men involverede gerne kongemagten i forsøget på at holde Nibe nede. Allerede i 1462 havde kong Christian 1. (1426-1481) forbudt fremmede købmænd at handle med lokalbefolkningen i en radius af fire mil omkring Aalborg. Fire mil svarer til godt 30 kilometer, og forbuddet lagde i sagens natur en dæmper på al økonomisk vækst i Nibe, der lå blot 20 kilometer fra Aalborg. Værre blev det i 1490, hvor det gik ud over det store marked, der hvert år ved pinsetid og i forbindelse med sildefiskeriet blev afholdt i Nibe. Det blev nu lukket på kongens bud og – naturligvis, fristes man til at sige – flyttet til Aalborgs gader og stræder. Ved samme lejlighed blev det forbudt fremmede købmænd at opholde sig i Nibe uden for sildesæsonen. Selv med sådanne adgangsbegrænsninger så aalborgenserne helst, at alle, der kom til Limfjorden for at købe sild, lagde pengene i deres by. Af samme årsag findes der fra 1500-tallet en syndflod af klager over fremmede købmænd, der trodsede 1462-forbuddet mod at opkøbe sild i Nibe. Skulle nogle få den fikse idé at omgå forbuddet ved at købe sild til søs, var man i overhængende fare for at blive angrebet af aalborgensiske straffeekspeditioner, der gennemtævede opkøberne og konfiskerede både sild og skibsror.
I 1671 havde Christian 5. (1646-1699) indført en landsdækkende forbrugsafgift – den såkaldte konsumptionsskat. Denne skat blev pålagt alle varer, der blev indført til en købstad. Nu var Nibe jo ganske vist ikke en købstad, men eftersom man her med sildehandlen drev ”bymæssig næring”, mente fiffige embedsmænd i de kongelige regeringskontorer nok, at det gik an at opkræve denne skat i Nibe. Her måtte Nibe altså nok yde skat, men samtidig ikke nyde de privilegier, der blev de andre betalende købstæder til del.
Nibes retsløse tilstand blev yderligere udfordret i juni 1676, hvor en bevæbnet ekspeditionsstyrke fra Aalborg, under ledelse af byens to borgmestre, omringede Nibe i en storstilet knibtangsmanøvre. Herefter blev størsteparten af byens mænd under skrig, skrål, skud og med hug og slag indfanget og låst inde i kirken. Baggrunden for dette kommandoraid var en kongelig ordre om at levere 70 søfolk til den igangværende krig imod Sverige. Det havde ganske vist været tanken, at søfolkene skulle findes i Aalborg. Her valgte man i stedet for at finde den påkrævede kanonføde i Nibe, hvor en sådan udskrivning af søkyndige folk naturligvis gik ud over juni måneds sildefiskeri.
Sådanne konstante chikanerier og det forhold, at Limfjorden i 1700-tallets begyndelse vrimlede med sild, fik Jens Jensen Hørtikarl og andre nibinger til at overveje situationen. Den bedste løsning på problemerne ville være at få Nibe anerkendt som købstad på linje med Aalborg. En sådan anerkendelse ville betyde, at det var nibingerne selv, og ikke aalborgenserne, der måtte praktisere handel og håndværk i såvel Nibe som de omkringliggende landsbyer. Det ville desuden betyde, at Nibe ville få kongeligt udnævnte embedsmænd, der kunne håndhæve og varetage købstadens interesser, forpligtigelser og privilegier over for andre købstæder i almindelighed og Aalborg i særdeleshed. Konsumptionsskatten ville Nibe ikke slippe for, men til gengæld ville man som købstad så opnå fritagelse for en række andre skatter og afgifter.
Ansporet af disse muligheder og de mange sild begyndte en gruppe af Nibes købmænd og værtshusholdere i 1680’erne et intensivt lobbyarbejde, hvor de rendte kongen og hans embedsmænd på dørene med stakkevis af ansøgninger og forslag, der kunne hæve Nibe op i købstædernes rækker. Hertil fik de god hjælp fra lokale fogeder, skrivere og sagførere, men det var mere reglen end undtagelsen, at de kunstfærdigt udførte skrivelser overhovedet ikke nåede frem til kongens København.
Dette skyldtes, at sådanne skriftlige klager skulle omkring stiftamtmanden i Aalborg, inden de kunne blive forelagt majestæten. Stiftamtmanden var den øverste kongelige embedsmand i Nordjylland, men særligt neutrale var de mænd, der efter tur bestred embedet i 1600-tallets slutning dog ikke. For det første havde stiftamtmændene deres embedsbolig på Aalborghus Slot i Aalborg. For det andet var de ofte gift med døtre fra prominente Aalborgfamilier. Set fra Aalborghus Slot var der altså ingen grund til at save sin egen gren over ved at fremme Nibes sag. Hvor stor en rolle denne uhensigtsmæssige situation havde spillet for nibingernes fremtid, blev åbenbart, da ansvaret for Nibe i 1697 blev overflyttet fra Aalborghus Amt til Viborg Amt.
Baggrunden for denne administrative ændring kendes ikke, men det giver god mening at antage, at man i København havde fået øjnene op for det uhensigtsmæssige i, at Nibes forhold sorterede under arvefjenden Aalborg. Overflytningen til Viborg fik hurtigt konsekvenser. I Viborg så stiftamtmanden, der jo ikke havde interesser at varetage i Aalborg, med helt andre positive øjne på Nibes situation. Han gik endda så vidt som til at karakterisere nibingerne som ”trælle for aalborgerne”.
Som følge af den nye stiftamtmands velvillige indstilling og anbefalinger til Frederik 4. (1671-1730) gik nibingernes hede drøm endelig i opfyldelse, da deres by den 19. december 1727 officielt blev anerkendt som købstad. Nibingerne fik nu eneretten til at drive handel og håndværk i deres by. Hvis købmænd som Hermann van Ginchel fortsat ville tjene penge her, måtte de flytte hertil og betale skat som andre bofaste folk. Træerne voksede dog heller ikke ind i himlen. Nibingerne ville gerne have haft eneret på at fiske sild i deres farvand, men her tog kongen hensyn til andre købstæders gamle rettigheder, så fiskeriet var fortsat frit.
Nibes vej fra 1200-tallets ukendte fiskeplads til 1700-tallets anerkendte købstad kan ene og alene forklares med sild. Det var indtjeningen fra sildefiskeriet, der i perioden fra 1680’erne til 1720’erne antændte nibingernes ambitioner om selv at kunne høste fjordens friske frugter uden indblandingen fra det evigt emsige Aalborg. De første trin til Nibes nye status var dog blevet taget allerede i 1400-tallet med anlæggelsen af kapellet for Skt. Jost som et af højdepunkterne. Uden de mange sild og de fordelagtige muligheder for fiskeri var Nibe næppe blevet til andet og mere end endnu en af Limfjordslandets små flækker. Helt unikt var der tale om en by, der var bygget på sild. Det demonstrerer Jens Jensen Hørtikarls specielle kirkeskib fra 1703 fortsat til fulde.
Men hvordan kan det være, at silden var så efterspurgt, at jagten på den skabte nye byer og satte både mennesker og sind i bevægelse? For at kunne besvare dette spørgsmål skal vi langt væk fra Nibe, 2.000 år tilbage i tiden, og til Jordanfloden, ved grænsen mellem Jordan og det nuværende Israel.
Vi kender alle de berømte linjer fra juleklassikeren ”Nu er det jul igen”. Derimod er det nok de færreste, der har gjort sig tanker om, hvad fasten egentlig er for en størrelse.
I de nordiske sprog kommer ordet faste fra fast(holdelse) af visse religiøse forskrifter. Helt præcist dækker det her over delvis eller total afholdenhed fra mad og drikke i kortere eller længere perioder. Hensigten bag et sådant forløb var, og er fortsat for mange mennesker verden over, at opnå en indre og mental renselse, der skal forberede såvel krop som sjæl på en religiøs oplevelse. Sådanne fasteforløb kendes i en eller anden form fra de ældste tider og de fleste religioner.
I Matthæusevangeliet i Det Nye Testamente kan man fx læse om, hvordan Kristus efter at være blevet døbt af Johannes Døberen i Jordanfloden forlod sit gamle liv for at tage fat på det nye. Til en begyndelse vandrede Kristus alene ud i ørkenen. Her levede han i 40 dage uden hverken vådt eller tørt. Helt alene var Menneskesønnen dog ikke, for snart kom Djævelen selv forbi. Først forsøgte den uønskede gæst at friste Kristus til at trylle sten om til brød for at stille sulten. Dernæst spillede mørkets fyrste højt spil og lagde herredømmet over hele verden og alle sjæle på bordet. Dette havde heller ikke den ønskede effekt. Tværtimod. Kristus kom kun styrket ud af prøvelserne. Efter sin dåb og faste var han nu for alvor klar til at tage fat på det virke som lærer, prædikant og helbreder, der endte med korsfæstelse, død, begravelse og siden opstandelse ved påskefesten i Jerusalem. Netop derfor har disse 40 dage i ørkenen, der blev indledt med Kristi dåb i Jordanfloden, siden dannet forbillede for den kristne faste.
I takt med at kristendommens budskab med hjælp fra missionærer, kirker, sværd og skjold spredte sig fra Middelhavsområdet og ud over hele Europa, fulgte fastereglerne med. For Danmarks vedkommende var det kong Knud den Hellige (1042-1086), der i 1085 fastsatte ”overholdelse af højtidsdagene og de retmæssige fastetider på samme måde, som de overholdtes overalt i kristenheden”.
I 1300-tallet var kirken kommet så langt, at man i hele det kristne Europa opererede med tre ugentlige fastedage, hvor indtagelsen af okse-, svine- og fårekød var bandlyst til fordel for den åndelige føde. Onsdag var fastedag, fordi det var denne dag, hvor Judas havde modtaget sine 30 sølvpenge for at forråde Kristus. Fredag var kødfri dag til minde om korsfæstelsen på Golgata, og endelig skulle man også have de prøvelser, som Jomfru Maria havde udstået for sin søn, i tankerne. Af hensyn til hende blev lørdag derfor også officiel fastedag.
Dertil kom to længerevarende fasteforløb. Det første tog sin begyndelse med de fire adventsuger inden jul. Her tog man fat på det nye kirkeår og forberedte sig på fejringen af Frelserens fødselsdag. I det nye år kom så den faste mellem jul og påske, som vi synger om i julesangen. Det var de 40 dage eller godt seks uger før påske, der allerede blev fastlagt ved et stort kirkemøde i år 325. Inspireret af Kristus og hans 40 dage lange ophold i ørkenen skulle menneskets sjæl og legeme i disse dage og uger for alvor hærdes til minde om den først korsfæstede og siden genopstandne Kristus. De seks uger var særligt skrappe, da ikke blot kød, men også mælk, ost, smør og æg nu var forbudt føde.
Efter påske kunne kødtrængende og svage sjæle måske fristes til at tro, at det nu gik mod bedre tider, men her gjorde man klogt i at medregne de mange lokale helligdage, hvor der også skulle fastes. Sidst, men ikke mindst, kunne kirken idømme forhærdede syndere kortere eller længere faste som straf for deres lovovertrædelser. Summa summarum: Et gennemsnitsmenneske i middelalderens Europa stødte let på mere end 180 kødfri fastedage i løbet af et enkelt år. Endelig var der naturligvis intet til hinder for, at man, som en form for selvdisciplinering, bod for private synder eller bare en åndelig hovedrengøring, fastede på egen hånd.
Nu kan mennesket ikke leve af ånd alene. Ikke mindst de seks kødløse uger inden påske var vanskelige for bønder, håndværkere, bygningsarbejdere og andre, der udførte hårdt manuelt arbejde. Fasten op til påske faldt dertil i den tid på året, hvor vinterforrådet af korn i lader og spisekamre var ved at være opbrugt, mens det var så som så med adgangen til frugt og grøntsager. Alle tilgængelige fødevarer, der ikke kolliderede med fastens mange forbud, var af samme årsag i høj kurs. Med hvad var det så acceptabelt at spise?
Løsningen blev fisk, skaldyr og andre havdyr, som alle kristne med god samvittighed kunne spise på de mange fastedage. At man tog sagen alvorligt, fremgår af bevarede optegnelser og regnskaber fra hele Europa. I de første ni måneder af regnskabsåret 1397-1398 gik en femtedel af hertuginden af Braunschweigs husholdningsbudget til indkøb af friske fisk, mens munkene i det sydtyske Salem Kloster ved Bodensee i 1458 sikrede sig 18.500 fisk til eget forbrug og fortæring.
I 1400-tallets England betroede en skoledreng sin dagbog sin lede ved at skulle spise de samme væmmelige fisk morgen, middag og aften, mens køkkenfolkene hos biskop Hans Brask (1464-1538) i 1520’ernes Sverige trods alt formåede at variere biskoppens fastemad. Her blev der i de seks uger op til påske serveret saltet laks, stegte ål og tørrede gedder med frugt, nødder, rosiner og mandler som tilbehør. Eftersom sælen jo er at betragte som et havdyr, gik sælspæk med ærtesuppe også an i bispegården.
Sådanne varierede fiskeretter var ikke hverdagskost for almindelige mennesker. På biskop Brasks tid var laks og gedde blandt de dyreste ferskvandsfisk, hvor prisen for et enkelt fuldvoksent eksemplar lå på niveau med en halv ko. Det hang dels sammen med, at fisk i den størrelsesorden var forholdsvis få og besværlige at få på krogen. Dels at sådanne fisk sjældent optrådte i så store mængder, at der var nok til alle.
Af samme årsag forsøgte fyrster, adelsfolk og klostre med alle midler at få adgang til frisk fisk. Det skete med anlæggelser af store systemer af sammenhængende fiskedamme og opsætninger af fast forankrede ruser og net i søer, åer og vandløb. I middelalderens Jylland kæmpede biskopper, klostre, munke- og nonneordner indædt om adgangen til Limfjordens fiskevande, mens der flere gange måtte skrides ind over for de mange opsatte ruser, der forhindrede sejladsen på Gudenåen.
I perioden fra 800- til 1300-tallet gav høje temperaturer, mildt vejr, lange somre og rigeligt med korn Europa vokseværk. Europæerne blev kort fortalt flere og flere. Ny jord kom under plov, byer blev grundlagt, handlen blomstrede og opførelsen af de store katedraler tog for alvor fart. I forhold til indbyggertal var højdespringerne blandt de europæiske byer Paris med 80.000 indbyggere og London, der i 1300-tallets begyndelse husede mellem 30.000 og 40.000 sjæle. I Flandern kunne Brugge og Gent mønstre mellem 30.000 og 50.000 beboere, mens der i Det Tysk-romerske Kejserrige var adskillige byer, hvor der inden for murene nu boede mere end 10.000 mennesker. De store byer skabte også problemer for adgangen til friske fisk. Floder som Rhinen og Seinen blev på deres vej igennem storbyerne Köln og Paris forvandlet til flydende kloakker, mens opførelser af dæmninger og mølledamme samt dræning af vådområder til fordel for kornmarker mange steder bremsede fiskenes vej til deres traditionelle gydepladser. Endelig kunne der selv i velstående husholdninger opstå forsyningsproblemer ved vintertide, når søer og åer, på trods af det milde vejr, alligevel frøs til is.
Kristendommens strenge fastekrav, mildere klima og befolkningsvækst øgede efterspørgslen på fisk, der kunne tåle at blive transporteret over lange afstande for at blive spist som både faste- og hverdagsmad. Ved Middelhavets kyster fangede og spiste man blæksprutter, tun og kaviar, men heller ikke her var der fisk nok til at dække behovet. Alt godt fra havet var i høj kurs.
Løsningen på det fromme og fastende Europas kroniske mangel på fisk måtte findes i andre og mere kølige vande langt mod nord. Her var det, at silden svømmede ind på scenen med store og vidtrækkende konsekvenser for vores fælles historie. Der kunne fanges sild mange steder i danske fjorde og langs kysterne ved både Bornholm, Kalundborg og Kerteminde. De store fiskerier efter sild og den medfølgende handel var dog koncentreret til to specifikke farvande, der var kendt i hele kristenheden for deres overflod af fisk.
I 1360’erne havde den franske ridder og eventyrer Philippe de Mézières (1327-1405) sat kursen mod Baltikum, hvor han skulle hjælpe Den Tyske Ridderorden i kampen mod de hedenske stammer i øst. Undervejs passerede Philippe de Mézières’ fartøj Øresund. Om dette farvand eller ”stræde”, som ridderen kaldte det, skrev han følgende:
”Og, som Gud har befalet det, rejser silden, dog kun to måneder af året, nemlig i september og oktober, fra det ene hav til det andet gennem strædet, så det er et stort under, og så mange passerer, at man flere steder […] ville kunne sønderhugge dem med sværdet”.
Philippe de Mézières’ beretning er hermed et af de første nedskrevne vidnesbyrd om millioner af silds rejse igennem Øresund med kurs mod Østersøens gydepladser. Dette naturfænomen tog sin begyndelse i august måned, men kulminerede i september-oktober måned, så også her havde franskmanden ret i sine observationer. Men hvad er det ellers for en fisk, som ridderen her fortalte om?
Traditionelt er den sild, der har hjemme i det nordlige Atlanterhav, blevet opdelt i tre økotyper, der igen er opdelt i en række stammer eller populationer. De tre økotyper er den oceaniske sild, havsilden og kystsilden. Hver økotype har deres specifikke levevis, vandringsmønstre og ynglesteder. Den oceaniske sild har en længde på 35-40 centimeter og holder til i havet på 80-100 meters dybde. Det er i de kolde norske og islandske farvande, at man træffer den. Havsilden foretrækker derimod Nordsøen. Den går noget dybere end den oceaniske sild, da den bedst kan lide at opholde sig i 200-300 meters dybde. Til gengæld er havsilden knap så lang som dens oceaniske kollega, da den kun opnår en længde på godt 30 centimeter.
Kystsilden er med sine 20-25 centimeter godt nok den mindste, men for denne danmarkshistorie er det den vigtigste sild. Dette skyldes ikke blot, at kystsildens foretrukne gydepladser er i Østersøen og i de danske fjorde. Netop fordi kystsilden foretrak at færdes på lavt vand og tæt på kysten, var den også mere tilgængelig og langt lettere at fange med krog eller net end de andre sild, der opholdt sig langt fra land og ude i det åbne hav.
Indtil 1400-tallet, hvor flanderske, engelske og hollandske fiskere vovede sig længere og længere ud på Nordsøens vilde vover for at prøve kræfter med havsilden, var det kystsilden, der satte dagsordenen i det sildespisende Europa. Den var mangfoldig, let tilgængelig og derfor også billig. Endelig talte det til kystsildens fordel, at den havde en håndterbar størrelse, når det kom til transport, tilberedning og fortæring.
I modsætning til de store og sjældne ferskvandsfisk var der sild i så enorme mængder, at den kunne fås til en pris, hvor alle kunne være med. Den konklusion kom ridderen de Mézières også frem til under sejladsen gennem Øresund, ”thi fattige folk kan have en sild, men ikke en stor fisk”.
Allerede i 1200-tallets begyndelse bekræftede den lærde munk Saxo (ca. 1150-1220) i sin store Danmarkskrønike Philippe de Mézières’ senere observationer, da han fortalte, at der i Øresund var så mange fisk, at forbipasserende skibe ofte sad fast og ikke kunne komme ud af stedet.
Her er det uden tvivl silden, som Saxo har i tankerne. Den præcise geografiske placering kan vi også komme ganske tæt på. Ved Skånes sydvestligste hjørne, hvor Øresunds og Østersøens vande næsten løber sammen, strækker halvøen Skanør sig ud i vandet fra Skånes kyst. Set fra oven minder Skanør om en lang arm, der krummer sig ud mod vest med kurs mod Sjælland og Køge Bugt. I udgangspunktet var der intet særligt ved Skanør. Halvøen var et øde og forblæst område, dækket af hede, hærget af flyvesand og uden træer, der kunne bruges til bål og byggeri. Først i 1100-tallet og som en direkte konsekvens af sildefiskeriet vovede enkelte skåninger at bygge huse her. Kom man fra det bagvedliggende land, måtte man ydermere passere en å, der delvist afskar halvøen fra det faste land.
Når sildene bremsede op ved Skanør, var det heller ikke med deres gode vilje. Det var nemlig Østersøens gydepladser, der var deres endelige rejsemål. Forklaringen på den ufrivillige opbremsning skal derimod findes i de særlige strømforhold på stedet. Af den årsag fik de fra nord kommende sild på deres rejse mod Østersøen svært ved at holde langt nok til højre ude i Øresund. Strømmen pressede dem simpelthen ind mod land, og mængder af sild hobede sig op på den nordlige side af Skanør, hvor halvøen blokerede for den videre rejse. Når ikke blot Saxo, men også senere krøniker og rejsebeskrivelser berettede om tusindvis af sild, der her kunne spiddes med sværdet, tages med hænderne eller øses op i kar og spande, behøver det ikke være det pure opspind. Sild er en stimefisk, der kan optræde i så massive antal, at det naturfænomen, der kendes som ”sildebjerge”, kan få havet til at koge af glinsende sild.
Det var ikke kun ved Skanør, at sildene viste sig i stort tal. Andre steder langs den skånske kyst, ved bl.a. Helsingborg, Malmø, Trelleborg og Ystad, kunne der også fanges mængder af sild, mens man på den sjællandske Øresundskyst så flest sild ved Dragør på Amager.
Øresundssildens fedme og gode smag havde siden de ældste tider gjort den til jaget vildt, men hvornår fiskeriet efter den for alvor tog sin begyndelse, vides ikke helt præcist. Vi har dog spredte oplysninger om handel og fiskeri i Øresund i 1100-tallets begyndelse. Lidt mere konkret fortæller Knytlingesaga, at Knud den Hellige i 1080’erne truede skånske oprørere med, at han ville forbyde dem at fiske sild i Øresund, hvis de ikke makkede ret. Truslen fik det for kongen ønskede resultat. Knytlingesaga er godt nok nedskrevet i 1200-tallet, men tager man dens oplysninger for pålydende, har sildefiskeriet allerede i Knud den Helliges tid været et aktiv for lokalbefolkningen.
Øresundsfiskeriet havde sin storhedstid i 1200-1400-tallet. Dermed ikke sagt, at en sild i de efterfølgende århundreder aldrig mere lod sig se og fange i dette farvand, men middelalderens storfiskeri var for altid forbi.
Saxo var nok bosat på Sjælland, men havde også blik for andre vigtige fiskevande. I hvert fald kunne han fortælle, at Limfjorden var så rig på fisk, at folk der på egnen levede lige så meget af fiskeri som af landbrug. Nu gik vores munk ikke så meget op i artsbestemmelse, så her er desværre ingen detaljer, der kan fortælle os, hvilke fisk der bragte den megen velstand til huse. På Saxos tid var der ellers nok at vælge imellem. Fra Harboøre i vest til Hals i øst var Limfjorden med sine enorme vandtilførsler fra Kattegat og de jyske vandløb rig på sild, aborrer, brasen, gedder, ørreder, ål og en mængde andre spisefisk.
I de ældste tider havde Limfjorden haft karakter af et sund, som der var adgang til fra både Nordsøen i vest og Kattegat i øst. Af samme årsag var Limfjorden et ofte benyttet gennemsejlingsfarvand, når Nordens vikingefyrster og korsfarere med kurs mod England og Jerusalem ville undgå den lange og farefulde tur rundt om Skagen. I disse tider var der heller intet til hinder for, at sild fra den nordatlantiske stamme fra vest besøgte farvandene omkring Thy og Mors.
Brugen af denne tværgående vandvej fik dog en brat ende allerede år 1100, da Limfjordens udløb i Nordsøen blev lukket af klitter af sand og grus. Fra at have været et åbent sund blev Limfjorden nu vitterligt til en fjord, der var lukket i den ene ende. Limfjorden blev først åbnet igen i vest i 1820’erne, da Nordsøens store stormfloder brød igennem klitterne. Hvad enten man var sild eller mand, måtte rejsen ind i Limfjorden i næsten 700 år nu gå via Kattegats indløb i den østlige Limfjord. Det vides ikke med sikkerhed, men det er fristende at forestille sig, at det netop var lukningen af Limfjorden i vest og de deraf ændrede adgangs- og strømforhold, der for alvor fik millioner af sild til at forlade Kattegat og trække ind i Limfjorden.
Silden tog aldrig permanent ophold i Limfjorden, men dukkede som regel op i marts-juni og igen i lidt mindre mængder i september-oktober for at gyde. Til sådanne kærlighedshandlinger foretrak fisken en lav hav- eller fjordbund med grus og småsten. Disse bundforhold fandtes netop et stykke inde i Limfjorden, imellem Jens Jensen Hørtikarls Nibe i øst og fiskepladsen Løgstør i vest. Her masede sildene sig sammen i millioner, inden de voksne fisk efter veludført arbejde igen satte kursen mod Kattegat og det åbne hav. Det var dog ikke alle, der fik glæde af de mange fisk. Vest for Løgstør viste sildene sig nemlig sjældent i så store mængder som i den østlige del af Limfjorden.
Hvor det var muligt, forsøgte man at bremse og fange sildene med garn og net på deres rejse frem imod og tilbage fra de eftertragtede gydepladser længere inde i fjorden. Omkring Kattegats indløb i Limfjorden kom i 1500-tallet købmænd og skippere fra både Aarhus og Randers for at købe de sild, der blev stoppet inden turen ind i fjordsystemet. Når sildene af og til dukkede op her, skyldtes det som regel, at adgangen til Limfjorden i det tidlige forår var spærret af is eller strøm. Noget permanent fiskeforetagende blev der her aldrig tale om. Ville man hen, hvor tingene virkelig skete, måtte man længere ind i Limfjorden.
Her lå landsbyen Nørholm, øst for Nibe og ikke langt fra vandet. Senere tiders fund af mere end 1.000 danske og tyske mønter, hvoraf de ældste kan dateres til 1200-tallet, fortæller om handlen med sild og andre varer ved landsbyen. Langs Limfjordens kyster støder man desuden på de såkaldte ”sildekirker”, hvor solide kirkebygninger og rigt inventar fortsat vidner om den overflod, som sildene bragte med sig. Ikke blot Nibe Kirke, men også kirkerne i Nørholm, Nørre Tranders, Sønderholm, Bislev og Sebber Sogne hørte hjemme i denne kategori. Dertil er det interessant, at en række af landsbyer og fiskepladser i den del af Limfjorden, hvor sildene stod tættest, i 1400-1500-tallet opnåede ret til at holde birketing. På disse lokaliteter fik man, ganske som i Nibe, sine egne domstole, hvor der var mulighed for at få afgjort stridigheder med relation til sildefiskeriet.
Ser man bort fra arkæologiens spredte spor, birketingene, sildekirkerne og Saxos Danmarkskrønike, har vi i det meste af middelalderen ellers ikke oplysninger om sildefiskeriet i Limfjorden. Dette skyldes, at både de danske kongers og fremmede fiskeopkøberes blik i første omgang var stift rettet mod sildefiskerierne i Øresund. Dertil kom, at Limfjordssilden var knap så fed som sin kollega i Øresund, hvilket også smittede af på den udenlandske efterspørgsel. Det var først i løbet af 1400-tallet, at udefrakommende folk med kapital og knowhow for alvor blev opmærksomme på mulighederne for fangst og køb af sild i Limfjorden. Mens det er knap så let at sætte en udløbsdato på sildeeventyret i Øresund, forholder det sig anderledes i Limfjorden. Mere præcist kan afslutningen på sildenes storhedstid her dateres til 1820’erne, hvor stormfloder af saltvand fra Nordsøen brød igennem klitterne i vest og ændrede sildeeventyret for altid.
”Silden kom. Tidlig om morgenen, mens luften endnu var grå, drog mændene ud for at røgte. Fjorden var mørk og blank, de natlige skyer spejlede sig blankt i den. Men når sildene blev øst ind i båden, strålede de af farvepragt. Sølv og purpur, røde og blå skygger, og fra den levende bunke i båden stod en regn af glinsende skæl. Det var et stykke af en regnbue, man havde fået i sit net”.
Denne malende beskrivelse af en god sildefangst kan man læse i romanen Fiskerne, der udkom i 1928. Romanen er skrevet af forfatteren og kommunisten Hans Kirk (1898-1962) og skildrer en gruppe indremissionske vesterhavsfiskeres nye tilværelse i et af den østlige Limfjords frodige grundtvigianske sogne. Inspirationen til denne hans første roman havde Kirk fået på en sommerferie hos noget familie på Limfjordsøen Gjøl, der allerede i middelalderen var kendt for sit sildefiskeri. På fædrene side stammede Kirk fra en fiskerfamilie på Harboøre Tange, så på Gjøl gav han gerne sin onkel en hånd med ved fiskeriet. I 1920’erne blev der på Gjøl ganske vist kun fisket sild til lokalt salg og husbehov. Ikke desto mindre var Kirks skildring af de glimtende og sprællende silds rejse fra vandet til bådens bund et scenarie, der i århundreder havde udspillet sig i Øresund, Limfjorden og utallige andre danske farvande. Men hvem var så de mennesker, der stak til søs for at prøve kræfter med silden?
I ældre tid fandtes der ikke mange erhvervsfiskere i Danmark. En af de få undtagelser, der bekræftede denne regel, var faktisk i Nibe, hvilket understregede sildens betydning for byens udvikling og beboere. I en bevaret skatteliste fra 1720 angav 44 mænd fra Nibe sig selv som fiskere. Godt 15 år senere beskrev den lokale præst Nibes fiskerfamilier som arbejdsomme, flittige og hårdføre mennesker, der allerede som børn var blevet hærdet af ”megen slæb, kulde og frost”. Havde fangsterne været rigelige, var der i Nibe penge til at betale både skat til kongen og eventuelle afdrag på leje af sildekåg og fiskepladser. Måske kunne der, ganske som hos fiskeren Niels Gielstrup i 1740’ernes Nibe, endda blive råd til at indrette sig med eget sildesalteri?
I betragtning af denne ekstreme livsførelse, hvor alt stod og faldt med de gode sildefangster, var der ikke noget at sige til, at nerverne ofte sad uden på tøjet. Nibes fiskere var da også storforbrugere af tobak og brændevin. De bevarede justitsprotokoller fra 1600-1700-tallets Nibe indeholder talrige retssager om druk, slagsmål, overfald, fornærmelser og tørre tæsk. Her var det både mænd og kvinder, der slog på tæven, ligesom uoverensstemmelserne også kunne få dødelig udgang.
I 1653 kom fiskerne Niels Jensen Speger og Anders Christensen op at toppes om placeringen af nogle fiskegarn. Skænderiet fandt sted midt ude på fjorden, så det endte med, at Anders smed Niels i vandet. Det var så, hvad det var, men da Niels forsøgte at komme op i sildekågen igen, slog modstanderen ham gentagne gange over fingrene med en åre. Det havde det resultat, at Niels faldt tilbage i vandet og druknede.
På land kunne det også gå voldsomt til. Ikke mindst når konerne i Nibe efter dagens slid og slæb med sildene blev forhindret i lidt fest og ballade. For at fejre sommerens komme havde en gruppe koner til pinse i 1694 rejst en majstang, der var pyntet med blomsterkranse og grønne grene. Hensigten var nu at synge og danse omkring den, men det brød den vrisne toldbetjent Jens Mortensen sig ikke om. Han ville have nattero, kaldte majstangen for ”gøgelværk” og smed den henad gaden. Det skulle han dog ikke have gjort, for de vrede kvinder brød nu ind i toldbetjentens hus og gennemtævede ham. En sådan opførsel var ikke noget særsyn i Nibe, hvor kvinderne arbejdede, drak og sloges lige så godt som mændene. Endnu værre gik det, da man i 1699 igen ville danse om majstangen. Festlighederne med øl, sang, dans og trommer var godt i gang, da en forbipasserende fisker råbte ”hundsvot” [hundefisse] efter de dansende. Denne fornærmelse udviklede sig lynhurtigt til et gigantisk masseslagsmål, hvor både mænd og gravide kvinder deltog med slag, spark og hårryk. En af de slagsbrødre, der fik den hårdeste medfart, var Jens Jensen Hørtikarl, der jo ellers er mest kendt som den glade giver af sildekågen i Nibe Kirke.
Det vilde fiskerliv var ikke enestående for Nibe, men udspillede sig også andre steder langs Limfjordens silderute. På Gjøl fik fiskerne i 1815, hvor sildepriserne var særligt høje, for vane at tænde deres piber med pengesedler. Rige borgere i Nibe gik i de samme år en anden vej og begyndte at udstede hjemmelavede pengesedler. Deres kreditværdighed skulle efter sigende have været så god, at valutaen blev accepteret som betalingsmiddel i alle Limfjordens landsbyer og fiskerlejer. Mange fiskere sejlede til Aalborg, hvor de godt nok gav masser af gratis omgange på byens værtshuse, men også smadrede inventaret og kom i slagsmål med byens vægterkorps.
Langt de fleste danskere, der fiskede sild, levede dog knap så ekstremt og langt mere beskedent som bondefiskere eller fiskerbønder. Det skal forstås sådan, at man dels fiskede og dels levede af et beskedent landbrug med en enkelt jordlod og måske en ko eller et par grise i stalden. Eftersom de store sildefiskerier i Limfjorden og Øresund var sæsonfiskerier, som det kun gav mening at praktisere forår og efterår, var langt de fleste mennesker tvunget til at supplere sildefiskeriet med landbrug eller andet arbejde. Det var en livsform, der havde rødder tilbage til bondestenalderen, og som langt op i 1900-tallet blev praktiseret langs Danmarks kyster og indre farvande.
For mange småhåndværkere, husmænd, tjenestefolk, daglejere, afmønstrede soldater og alskens andre ledige løse fugle, der ellers fægtede sig igennem tilværelsen, var sildefiskeriet en højtid på linje med jul, påske og pinse. Alene rygterne om sildens ankomst i Øresund kunne sætte hele folkevandringer i gang. I 1400-tallet har vi dokumentation for, at folk fra Svendborg, Stege, Næstved, Skælskør, Jungshoved, København, Kalundborg, Stubbekøbing, Nykøbing Falster og Aarhus hvert efterår strømmede mod Øresunds kyster for at fiske sild.
Når så mange mennesker pludselig satte sig i bevægelse, gav det spor i tidens love og forordninger. I lovsamlingen Lollands Vilkår fra 1446 blev det under bødestraf forbudt øens tjenestekarle at forlade deres arbejdsgivere for ”at fare til fiskes”. At folk hellere ville fiske sild end passe deres ordinære arbejde, var tilsyneladende ikke blot et problem på Lolland. I Christian 2.s (1481-1559) landsdækkende købstadslov, der blev offentliggjort i 1521, blev det slået fast, at ingen ”smede, skræddere, skomagere, tømmermænd, bryggere, bagere og murermestre eller deres svende skulle eller må herefter om høsten fare til fiskeri […] men skulle da bruge deres embede som anden tid på året”.
Selv solide jyske og sjællandske håndværksmestre med svende og eget værksted havde altså for vane af rende af pladsen, når sildene viste sig. Der var simpelthen så mange penge at tjene på kort tid, at de slet ikke kunne lade være. Derfor satte kongen nu foden ned og beordrede håndværkerne til at blive hjemme. Alternativt ville de blive frataget deres virksomhed.
På landet var situationen ikke meget bedre. Landsbyernes degne og skoledrenge, der pjækkede for at fiske sild, fik i 1521 strenge ordrer om at passe deres skole og ikke ”tage sig den anden løsagtighed for”. Lige lidt hjalp det dog, så da Sjællands energiske biskop Peder Palladius (1503-1560) i 1553 planlagde en rundrejse til de lokale kirker for at oplyse menighederne om lutherdommens velsignelser, styrede han bevidst uden om august-oktober måned. På den tid af året var der alligevel ingen hjemme, da folk var rejst til Øresund for at fiske sild.
Når så mange lykkeriddere fra både land og by og med vidt forskellige baggrunde blev draget til sildene som fluer til en sukkerknald, skyldes det flere ting. Først og fremmest var det naturligvis mulighederne for hurtig gevinst, der trak. Ved Øresund og Limfjorden blev fiskerbådenes besætninger gerne betalt med en del af fangsten, ligesom solide måltider, rigeligt med øl og senere også brændevin var en del af hyren. De sild, man fik rådighed over, kunne man så salte til sit eget vinterforråd eller videresælge med god fortjeneste. Dertil kom naturligvis de mange indkøbsmuligheder, adspredelser, fristelser og oplevelser, som de store sildemarkeder var leveringsdygtige i.
Når både bondekarle, degne og skomagere kunne finde arbejde ved fiskeriet, hang det sammen med dets praktiske udøvelse. Først og fremmest var der her tale om kystnært fiskeri, der ikke stillede særlige krav om kendskab til navigation og sejlads. Her drejede det sig om at være i besiddelse af et par stærke arme, der kunne hive de tunge garn ind i båden og efterfølgende bære dem op på stranden til tørring. En båd og en enkelt søkyndig mand, der kunne vise en flok tjenstvillige landkrabber til rette, var alt rigeligt til at deltage i sildejagten.
Da Philippe de Mézières sejlede igennem Øresund, så han efter eget udsagn over 40.000 joller og både med besætninger fra seks til ti mand, der var travlt optaget af at fiske sild. Nu kan man med rette stille spørgsmålstegn ved, om den gode ridder virkelig kunne tælle til 40.000 fartøjer. Ikke desto mindre giver det god mening, at Øresund vrimlede med både, da man her især anvendte drivgarnsfiskeri. Et drivgarn var netop fastgjort til båden, hvor det drev med strømmen og ind i sildestimerne. Disse garn skulle helst være så finmaskede, at sildene ikke opdagede dem, men svømmede lige ind i dem, hvor de hang fast ved deres gællelåg. Herefter var det en smal sag at hive de fyldte drivgarn ombord.
Senere tiders fund af bunkevis af flintesten med huller i vidner om, at man også fiskede med sættegarn i Øresund. Som navnet antyder, var sættegarn et fiskegarn, der blev sat på et bestemt sted. Her tjente flintestenene til at holde garnet nede i vandet, mens påsatte flydere af træ holdt det øverste af garnet i vandoverfladen. I modsætning til drivgarnsfiskeriet, som vores franske ridder mødte ude midt på Øresund, blev sættegarn gerne anvendt helt tæt på kystlinjen, hvor der var knap så dybt.
I udgangspunktet burde tusindvis af fiskeres og bådes brug af drivgarn og sættegarn i et forholdsvis smalt farvand som Øresund lynhurtigt udvikle sig til en gigantisk trafikprop, men der var faktisk styr på både fiskere og både, der blev reguleret fra allerhøjeste sted.
Til belysning af sildefiskeriet ved Skanør er den såkaldte motbog eller mødebog en uvurderlig kilde. Heri havde den danske konge, Skånes overherre, opsat en række regler for fiskeriet. For at ingen skulle være i tvivl om, hvad man måtte og ikke måtte, læste kongens foged på Skanør motbogens bestemmelser op, inden fiskeriet begyndte. Så vidste man, hvad man havde at forholde sig til.
Af motbogen fremgik det, at sættegarnene skulle sættes og tømmes på samme dag. Ellers vankede der en bøde på 40 mark sølv. Samme garn skulle opsættes i en passende afstand fra strandkanten, så bådene kunne komme frem og tilbage. Enhver fisker, der med vilje satte sine garn, så de generede andre fiskerbåde, skulle straffes med døden. Intet mindre. Dødsstraffen kom også i spil, hvis man tog våben med på fisketur eller med vilje påsejlede eller fjernede de opsatte sømærker, der skulle holde skibstrafikken på ret kurs. Med henblik på at forhindre tyverier fra andres fyldte sildegarn måtte ingen fisker stå til søs uden garn i båden. Det problem løste man dog på den praktiske måde, at hver båd medbragte to sættegarn. Så kunne det ene blive sat, mens det andet blev tømt.
I forhold til salget af fangsten arbejdede de fleste besætninger for egen regning og afsatte sildene til den højstbydende købmand, så snart de var kommet i land. Hver besætning havde desuden ret til at salte seks tønder sild til sit eget behov. Nogle fiskere ser ud til at have haft faste leveringsaftaler med en enkelt købmand, mens Roskildebiskoppen Jens Andersen Lodehat (-1431) i 1417 havde lejet folk til at fiske sild for sig i Øresund.
Mens man som følge af strøm- og dybdeforholdene helst fiskede med drivgarn i Øresund, forholdt det sig anderledes i Limfjorden. Her var det fra 1500-tallet bundgarnsfiskeriet, der gav de store gevinster. Muligvis er der her tale om et fangstredskab, der endda er blevet opfundet i dette farvand som en direkte konsekvens af de mange sild, hvorfra opfindelsen så spredte sig til nabolandene.
Et bundgarn bestod af en lang garnvæg, der også kendtes som ”raden”. Raden blev opsat med reb og pæle nogenlunde vinkelret fra kystlinjen, hvormed den bremsede sildenes planlagte rute. Når sildene blev konfronteret med raden (”hele raden rundt”), søgte de instinktivt længere ud i vandet, men her ledte bundgarnets skråtstillede garnvægge dem lige lukt ind i ”hovedet”. Hovedet var selve det garn, som sildene blev fanget i. Det kan bedst beskrives som en nyreformet halvcirkel med tætte netmasker, bund og lodrette vægge. Fæstet med nedbankede pæle rakte det fra fjordbunden til vandoverfladen. Når sildene først var kommet ind i hovedet, forhindrede de skråtstillede garnvægge dem i at komme ud igen. Ved at løfte op i bundgarnet fra venstre mod højre blev sildene presset sammen i bundgarnets højre side, hvorfra de med kurve blev skovlet over i kågen. Bundgarnene blev tømt både morgen og aften. Var fangsten god, kunne der i et enkelt bundgarn hentes op til 14.000 sild.
Et enkelt bundgarn havde en samlet længde på godt 72,5 meter. Det er blevet anslået, at der til fremstillingen af et sådant fangstredskab skulle bruges op til 150 kilo hamp. Dertil kom en tønde tjære, når garnet to gange om året skulle imprægneres for at modstå de langvarige ophold i det våde element. Endelig var der de bundgarnspæle, der holdt hele konstruktionen på sin rette plads. Deres antal beløb sig til godt og vel 20 styk, der, alt efter den lokale vanddybde, skulle have en længde på mellem fire og ni meter. Eftersom der var kronisk mangel på træ i Nordjylland, måtte bundgarnspælene importeres fra det sydlige Norges nåleskove.
Den plads, som et bundgarn stod på, omtaltes som et stade. Var der plads til flere bundgarnsstader, blev de opsat i forlængelse af hinanden. En sådan række af bundgarnsstader var kendt som en lænke. Antallet af bundgarnsstader i en lænke kunne variere fra to til 30, så de længste lænker kunne let strække sig over to kilometer ud i vandet. Lænkerne havde navne som Guldsmed Lænken, Mikkels Lænke og Kloster Lænke. Bundgarnene lå på land og under tag vinteren over, så med forårets komme pejlede man sig frem til bundgarnenes og lænkernes præcise placering ved at sigte efter gravhøje, kirketårne, enlige træer og vindmøller.
Det var ikke ligegyldigt, hvor man satte sit bundgarn. Sildene var kræsne kendere, der ikke ville gyde hvor som helst, så nogle fiskepladser gav altid større gevinst end andre. Ved Nibe stod de bedste bundgarnsstader på de lavvandede og tangbevoksede strækninger Nørlå og Østerland. I 1695 stod der 660 bundgarn på Nørlå, mens der på Østerland blev optalt 80 bundgarn.
Ville man fiske med bundgarn i Limfjorden, kom man ingen vegne uden ejendoms- og brugsretten til stadepladserne. Frem til reformationen var det biskopperne og klostrene, der via køb og gaver havde raget de fleste af stadepladserne til sig. Da Christian 3. i 1536 konfiskerede den katolske kirkes jord og ejendomme, fulgte stadepladserne med, så nu var det konge og adel, der havde ret til at fiske sild. I takt med, at svenskekrige og økonomisk krise efter 1660 gældsatte mange nordjyske adelsfamilier til op over skorstenene, kom der nye driftige folk til fadet. Nu var det gerne velstående købmænd eller borgerlige embedsmænd, der anskaffede sig en herregård med tilhørende stadepladser.
Sådanne borgerlige godsejere gad sjældent fiske selv, men udlejede gerne stadepladserne til deres fæstebønder og tog sig efterfølgende betalt i en del af fangsten. De købmænd, der ikke havde råd til en herregård, satte sildehandlen i system på anden vis. Det udmøntede sig i opkøb af endnu flere sildekåge og stadepladser, opførelser af salterboder og bødkerværksteder til tøndefremstilling samt ansættelser af en mængde folk til alt det grove arbejde. Blandt de største af disse kvotekonger var i 1700-tallets begyndelse Hans Jørgensen Glerup (1685-1750) fra Aalborg. Glerup havde sikret sig brugsretten til mere end 300 bundgarnsstader, som han for skyhøje beløb lejede ud til de fiskere, der ikke havde deres egne. I Nibe var der som bekendt ikke meget andet end sild at leve af, så fiskerne måtte betale, hvad Glerup krævede. Dertil drev Glerup Nibes største kro og købmandshandel, hvor han med en rundhåndet kreditgivning sikrede sig en klemme på mange fiskerfamilier.
Hvis man ikke selv stod til søs for at røgte garnene eller var så velstående, at man havde mange bundgarnsstader og flere lænker at passe, kunne der ansættes en løderkarl. Løderkarlen var ansvarlig for fiskeriet med alt, hvad dertil hørte af bundgarnets opsætning, tilsyn og tømning, ligesom han også kunne være involveret i afsætning af fangsten. Endelig var det ham, der kendte den præcise placering af både lænker og stader. Løderkarlen blev betalt med hver niende eller tiende sild i hver fangst. Det var hans lod/andel, og det er således også herfra, at navnet ”løderkarl” eller ”lodkarl” er opstået. Løderkarlene i Nibe blev ofte ganske velstående. I 1696 boede der 21 løderkarle i Nibe. Af disse havde de 14 haft råd til at købe deres eget hus. Løderkarlen sejlede ikke alene, da han altid havde en eller to karle med som medhjælp på kågen. En sådan ”sildekarl” var ofte en del af fiskerens husstand og fik sin kost og logi sammen med de andre tjenestefolk.
Et andet fangstredskab, der blev anvendt i Limfjorden, var sildevoddet. Det bestod af en lang garnvæg med to arme. I midten var garnet forsynet med en stor sæk. Den ene af sildevoddets to arme blev fastgjort på land, mens det øvrige vod blev roet ud på vandet, hvor det blev sat i en halvcirkel. Derefter trak man i begge arme og ved fælles hjælp sildevoddet imod land, hvorved sildene blev fanget i sækken. Voddet virkede bedst, hvor der var tale om en stejl kystlinje med dybt vand. Sådanne steder var kendt som varpe- eller sildesteder, og det kostede en afgift – naturligvis i sild – til lodsejeren for at benytte varpestedet. Sildevoddene blev mest benyttet i farvandet øst for Nibe. Alene de to arme og selve sækken kunne have en længde på op til 200 meter, mens tovene til indhaling af voddet kunne være 1.000 meter lange. Der var altså tale om et fangstredskab af enorme dimensioner, ligesom en båd også var påkrævet. Af samme årsag gik en gruppe bønder eller karle gerne sammen om at finansiere båd og sildevod. Når udgifterne var betalt, delte man så fangsten imellem sig.
Det var bestemt ikke kun mænd, der baksede med de sprælske sild. Det viste sig med al tydelighed, når bådene fik fast bund under kølen, og sildene kom i land. Både ved Øresund og Limfjorden havde piger og kvinder mulighed for at arbejde som ”gællepiger” og ”læggekoner” med ansvar for først at rense og siden salte og pakke sildene i tønder. Ved Falsterbo på Skanør var der i 1494 tale om 167 læggekoner, der alene på denne fiskeplads var travlt beskæftigede med at pakke sild.
Straks efter hjemkomsten og eventuelt salg af fangsten blev sildene i vogne og kurve kørt eller båret op til salterboderne længere inde på stranden. Ikke blot i Nibe, men også i Aalborg havde man bygget salterboder på pæle ude i Limfjorden. Det sparede landtransporten, og sildene kunne nu føres direkte fra båd til bod.
I salterboden blev fiskene med det samme hældt over i de såkaldte dryssekister, hvor de for holdbarhedens skyld straks blev drysset med det første lag salt. Dernæst greb gællepigerne knivene for at skære sildene op og i et snuptag fjerne indvolde og gæller.
Så trådte læggekonerne til. Sirligt lagde de lag på lag af skiftevis sild og salt i tønden, så saltet let kunne trænge ind i de opsprættede silds blodige indre. Herefter skulle den fyldte tønde stå i otte-ti dage. Så blev den lage af kødsaft, som saltet havde trukket ud af de tætpakkede sild, tappet fra tønden. Dernæst blev nye lag af sild og salt lagt ned, indtil man var på samme niveau som før. Til slut blev den gamle lage hældt oven i tønden, og låget slået på. Alt efter sildenes størrelse regnede man på Skanør med 830-840 sild i en tønde. I Limfjorden var sildene lidt mindre og knap så fede, så her kunne en fyldt tønde indeholde op til 2.000 sild. Hvis arbejdet blev gjort ordentligt, var slutresultatet en tønde med en vægt på 117 kilo, der indeholdt et produkt med op til to års holdbarhed.
Mens man på flere af Øresunds fiskepladser genbrugte gamle tønder til de nedsaltede sild, arbejdede Nibes bødkere tæt sammen med læggekonerne. Her byggede man friske tønder af pil eller andet bøjeligt træ, satte bund i, og slog til slut låget på de fyldte tønder. Både ved Limfjorden og Øresund blev tønderne brændemærket med en eller flere cirkler, der fortalte om, hvor silden kom fra. Øresundssildene havde den bedste kvalitet og var mærket derefter. Disse mærkevarer var kendt over hele Europa, hvilket selv en fiskehandler fra Maastricht i 1395 måtte forholde sig til. Da han forhandlede sild, der var fanget i et andet farvand end Øresund, gav bystyret ham ordre til at ophænge et skilt, der gjorde kunderne opmærksom på dette.
En sådan tønde med sild af bedste kvalitet forudsatte dog også, at forskrifterne var blevet fulgt til punkt og prikke. I modsætning til selve fiskeriet, hvor enhver bondekarl med gode armkræfter havde en chance, var der med rensningen, saltningen og pakningen tale om et højt specialiseret akkordarbejde. Det var der flere grunde til. For det første gjaldt det om at få så mange sild på land som muligt. Dertil var silden en let fordærvelig fisk, så man skulle rubbe neglene. Som om det ikke var nok, var det strengt forbudt at sjuske eller snyde med arbejdet. Blev det på Skanør opdaget, at man havde forsøgt at snyde på vægten ved at putte andet end sild og salt i tønden, eller gad en træt læggekone ikke pakke sildene ordentligt, vankede der i begge tilfælde dødsstraf, om end der ikke kendes til eksempler på, at en dødsdom er blevet eksekveret. At sådanne snyderier dog vitterligt fandt sted, fremgår af en retssag fra 1570, hvor en rådmand fra Lübeck havde købt sig et par tønder sild i Aalborg. Eller det troede han i hvert fald. Da tønderne blev åbnet, viste det sig nemlig, at den ene tønde frem for sild var pakket med råddent kød.
I salterboderne befandt man sig i sagens natur århundreder før enhver form for viden om bakterier og deslige. Ikke desto mindre må man, sikkert belært af dyrekøbte og trælse erfaringer, have opereret med en vis hygiejnisk standard. Selv den mindste smule jord eller forurenet vand i en tætpakket tønde sild kan nemlig resultere i en pølseforgiftning. En sådan pølseforgiftning, der har navn efter dens opståen i dårligt konserverede fødevarer, resulterede i en hel buket af kvalme, opkast, kvælningsfornemmelser og muskelkramper. Den slags har sjældent været god reklame for en fødevareforhandler, så her må læggekoner have fået nøje instrukser om at passe på.
De store mængder indvolde og gæller, der med raske snit blev fjernet fra sildenes døde kroppe, resulterede på varme sommerdage i gigantiske sværme af spyfluer, myriader af maddiker og en stank af den anden verden. Og hvor skulle man gøre af disse bjerge af stinkende søle? På Skanør skulle sildeaffaldet, der kendtes som ”grum”, under bødestraf være fjernet fra salterboderne inden to dage. Det var de såkaldte grumkarles opgave at køre affaldet bort og udvinde tran, der kunne bruges i olielamper, af det. I 1699 blev det i Nibe besluttet, at sildeaffaldet ikke måtte smides i gaderne eller ved stranden, så ”den onde stank kan fornemmes her i byen”. I stedet for skulle man dumpe det i Limfjorden eller køre det ud på markerne. Alternativt vankede der en bøde på en rigsdaler til henholdsvis kirkebøssen og den lokale godsejer. Ikke alle var dog lige konsekvente med bortskaffelsen. Fra 1700-tallets Aalborg lød der ofte klager over, at salterbodernes folk blot smed indvolde og gæller på stranden, frem for at sejle det ud på Limfjordens dybe vand.
I betragtning af de store indtjeningsmuligheder, som silden kastede af sig, er der ikke noget at sige til, at de danske konger tidligt på forskellig vis forsøgte at kontrollere og beskatte fiskeriet. Vi har allerede været omkring flere af motbogens bestemmelser, hvor både dødsstraffe og pengebøder regnede ned over de formastelige, der på forskellig vis brød reglerne.
Enhver båd med besætning, der agtede at deltage i fiskeriet ved Skanør, skulle betale den såkaldte åresild – en skat på 1.200 sild. Hertil kom, at hver skipper ved fiskeriets begyndelse, nærmest som en form for startgebyr, måtte love at levere en bådfuld sild til kongen. I de fede fangstår kunne kongen altså ganske gratis sikre sig millioner af sild, der kunne sælges med god fortjeneste eller saltes til flådens, hoffets og hærens behov.
I 1600-1700-tallet var det til gengæld Limfjordsfiskeriet, der fik de fulde konsekvenser af den enevældige kongemagts papirbunker og bureaukrati at føle. Ganske som hestevogne, ildsteder, kvæg og parykker var bundgarnene et oplagt beskatningsobjekt. Opkrævningerne blev første gang sat i system i 1690’erne, hvor hver stadeplads med et bundgarn blev opkrævet en afgift på en marks penge. Udarbejdelsen af oversigten over, hvem der skulle betale for hvad, og hvor mange bundgarn der blev anvendt til sildefiskeriet, var et kæmpe registreringsarbejde. Det blev udført af Christian 5.s embedsmænd og lokale fiskerikyndige folk. Det betød mange og lange dage på Limfjorden i al slags vejr samt gennemgange af bjerge af nedskrevne købsaftaler og overdragelsesdokumenter.
Dette var første og eneste gang i danmarkshistorien, at et fiskevand er blevet beskattet. Skulle den slags opkrævninger kunne retfærdiggøres over for stadepladsernes ejere, krævede det dog dokumentation. Derfor ved vi også, at der på strækningen mellem Gjøl i øst og Aggersund i vest befandt sig 958½ bundgarnsstader. Udviklingen overhalede dog snart dette kildemateriale. Sild var der i disse år nok af, hvilket betød mere fiskeri, flere bundgarn og naturligvis mulighed for endnu flere penge til statskassen. I 1741 stod embedsmændene derfor igen til søs med pen, blæk, papir og stedkendte folk. Facit blev denne gang 1.431½ bundgarnsstader i den østlige Limfjord.
Opkrævning af ikke blot sådanne skatter, men også told og andre afgifter stod og faldt naturligvis med, om der overhovedet var sild at fange. En af de første konger, der var opmærksom på dette, var den altid ambitiøse og evigt emsige Christian 2. Under et ophold i Aalborg i 1515 offentliggjorde kongen et forbud mod at anvende for små maskestørrelser i bundgarnene. Bundgarnets netmasker fungerede som et fængselsgitter for sildene. Mindre masker betød simpelthen, at de små sild ikke kunne svømme igennem og slippe ud i det fri for her at vokse sig endnu større. Små sild gav nok gevinst til fiskerne, men man må allerede i 1515 have haft en idé om, at udryddelsen af ynglen faldt tilbage på den voksne bestand – og på kongens skatkiste. Lige så vigtigt var det, at der kunne komme klager fra udenlandske købmænd, hvis sildene i størrelse og kvalitet ikke levede op til forventningerne. For at sikre, at forordningen om passende maskestørrelser blev overholdt, beordrede Christian 3. i 1547, at der på rådhusene i alle de byer, hvor der blev fisket efter sild, nu skulle ophænges stave af metal eller træ. Disse stave viste de autoriserede størrelser, som man så skulle måle netmaskerne på. Bestemmelsen blev gentaget i senere love og forordninger, ligesom et sådant sæt af målestave er bevaret fra 1700-tallets Aalborg.
Uanset netmaskernes størrelse var sildene nu kommet på land, hvor de var blevet pakket på forsvarlig vis i tætlukkede tønder. Næste skridt var så at få dem afsat til de fiskehungrende forbrugere ude og hjemme.
”Danerne har nemlig ved i så lang tid at bo side om side med teutonerne [tyskerne] efterhånden lært at tilegne sig disses skik og lemper sig både i deres klædedragt og våben efter de øvrige folkeslag; mens de således i forrige tider gik i sømandsdragt, da de som kystboere ideligt tumlede med deres skuder, går de nu om stunder ikke alene i skarlagen, broget og gråt skind- og pelsværk, men endog i purpur og linned. Thi rigdomme af enhver art har de overflødighed på som følge af det fiskeri, de årligt driver i Skania [Skanør], ved hvilken lejlighed, der fra alle de omboende folkeslag skyndsomst indfinder sig handelsmænd for hos de indfødte at indkøbe sild, som ved Guds rundhåndethed omsonst tilflyder disse, mens købmændene giver deres bedste ejendom, ja! Endog stundom ved skibbrud livet selv for en ringe vare”.
Ovenstående begejstrede beskrivelse kan man læse i Arnold af Lübecks (ca. 1150-1211) Slavekrønike fra 1200-tallets begyndelse. Her fik sildefiskeriet ved Skania/Skanør æren for, at danskerne på alle måder var blevet klædt på til de nye tider. Farvel til det grove sømandstøj og goddag til dyrt udenlandsk klæde! Til gengæld måtte de europæiske købmænd så løbe risikoen for skibsforlis og druknedød, når de begav sig ud på de stormfulde danske farvande for at få fat på silden.
Slavekrøniken nævnte det ikke, men forudsætningen for, at silden overhovedet kunne blive en internationalt efterspurgt og forhandlet spise, var en helt anden og noget mere kedelig vare end flotte klæder og dyrt pelsværk. Det var natriumklorid, NaCl, eller kort fortalt: salt. Blandt sildens mange kvaliteter var ikke mindst, at der var tale om en både fed og nærende fisk. Det betød så desværre, at den ikke var specielt holdbar, men lynhurtigt gik i forrådnelse, når den først var trukket op af vandet. Man kunne fange nok så mange sild og spise sig en pukkel til i de friske fisk, men uden salt til konservering var den øvrige fangst i løbet af ganske få timer stort set værdiløs.
Det var også den dyrekøbte erfaring, som Aalborgkøbmændene nåede frem til i 1516. Her havde aalborgenserne ellers fået overbevist Christian 2. om, at der fra nu af kun måtte saltes sild i Løgstør og Aalborg. Bestemmelsen havde naturligvis til hensigt endnu en gang at kvæle alle former for vækst i Nibe. Den nye lov viste sig dog mere end svær at overholde. Det hang sammen med, at det tog sin tid at få de friske Nibesild sejlet til saltning på en af de to anbefalede lokaliteter. Den tur kunne sildene simpelthen ikke holde til, så vel ankommet til Løgstør eller Aalborg stod man med en last rådne, stinkende sild.
Ville man tjene penge på at sælge sild til et større geografisk område, skulle der bruges salt og masser af det. Det er anslået, at der gik en tønde salt til fire tønder sild, men hvor skulle de enorme mængder salt dog komme fra?
I Danmark blev der i middelalderen langs den østjyske kyst og på Læsø i Kattegat udvundet salt ved kogning og sydning af ålegræs og grundvand med højt saltindhold. Læsø hørte under biskoppen i Viborg, der havde store interesser i sildefiskeriet, så meget Læsøsalt er sandsynligvis blev fragtet til Limfjordens fiskepladser. Behovet for brændsel til de store bål, hvor saltet blev udvundet, havde dog den bivirkning, at Læsø blev tømt for træer og mere eller mindre forvandlet til en sandblæst ørken.
Havde man ikke Læsøsalt til rådighed, var et andet og billigere alternativ blot at lade sildene tørre af sol og vind. Tager man det milde danske klima og sildenes fedme i betragtning, var denne metode især til glæde for fluerne. Ikke desto mindre fandt tørremetoden anvendelse omkring Limfjorden, hvor de magre forårssild var bedre egnet til tørring end de fede efterårsild, der blev fanget i Øresund. Det talte heller ikke til fordel for metoden, at de rensede sild skulle hænge til tørre på udspændte halmreb i op til tre uger, før de var klar til salg. Det havde man ikke tid til at vente på ved Øresunds hektiske fiskepladser – og slet ikke når hofvante ganer efterspurgte de salte leverancer. Af samme årsag blev de vindtørrede sild med rette omtalt som tørrede jyder. Nogen stor eksportartikel blev jyderne dog aldrig, og de blev da også primært forhandlet og fortæret i det nordvestlige Jylland. Et andet alternativ var at røge sildene i skorstenen. Ganske som med tørringen af sild var dette dog en længere arbejdsproces, der samtidig krævede adgang til en vis mængde brændsel. Røgningen af sild var derfor ofte en nødløsning, der blev taget i brug, når der var mangel på salt, hvilket bl.a. gjorde sig gældende på Bornholm. Bornholmernes senere så berømte røgede sild er således en konsekvens af manglen på andre konserveringsmidler. Ved Limfjordens og Øresunds store fiskepladser, hvor der var masser af salt, opnåede produktionen og salget af røgede sild derfor aldrig samme omfang som de nedsaltede og tøndepakkede sild. På de store jyske markeder kunne fattige fiskekoner dog have god afsætning af sådanne røgede sild med hvedebrød, der af bønderne blev anset som en særlig delikatesse.
Allerede i 1100-tallet havde den nordtyske handels- og havneby Lübeck sikret sig kontrollen med de underjordiske saltkilder ved Lüneburg, hvor man på enorme jernpander udvandt tonsvis af salt. Efterfølgende blev saltet pakket i tønder og via floder, vogne og kanalsystemer transporteret til Lübeck, hvor købmændene sendte saltet videre ud til de salthungrende europæiske forbrugere. Saltets succes var tæt forbundet med koggen, et tungt buget fartøj, der med rette må betegnes som middelalderens containerskib. Med en mast og et stort sejl kunne koggen skyde en anselig fart, og i dens store lastrum var der plads til adskillige tons salt. Af samme årsag var det leverancerne af tonsvis af salt til sildenes konservering, der kom til at udgøre rygraden i det handelsimperium, der med Lübeck i spidsen skulle blive kendt som hansestæderne.
Hansestæderne var en sammenslutning af 170 større og mindre tyske byer, der i 1200-1400-tallet sad tungt på den europæiske handel med ikke blot salt, men også øl, fisk, klæde og pelsværk.
Netop på grund af saltet var det Lübecks bystyre og købmænd, der satte dagsordenen i foretagendet. Et højt niveau af bogføring, skriftlighed og udstrakt kreditgivning havde sikret hansestæderne handelskontorer i både London, Novgorod og Venedig. Hvis købmændene følte deres økonomiske interesser gået for nær, var de heller ikke blege for at udruste krigsskibe og hyre soldater, der kunne banke eventuelle konkurrenter eller vrangvillige fyrster på plads.
Med Lüneburgsalt til konserveringen, koggerne til transporten og kapitalen til at betale fiskere og gællepiger forvandlede hansestæderne den danske sild til et internationalt anerkendt kvalitetsprodukt, der blev købt og spist i hele Nord- og Centraleuropa. I forhold til omfanget af hansestædernes sildekøb kan det anføres, at alene Lübeck i de to år 1398-1400 hentede 221 tons sild fra ikke blot Skanør, men også fiskepladserne ved Dragør, Malmø, Ystad og Trelleborg. Alene ved Skanør løb Lübecks omsætning op i større værdier end hansestadens samlede handel i det øvrige Norden, så sildene er med rette blevet betragtet som Lübecks vigtigste økonomiske aktiv. Fremstillingen af tønder gav god beskæftigelse til hansestædernes bødkere. Ikke mindst i Lübeck boede en mindre hær af sådanne håndværkere, der hvert år var travlt beskæftigede med at bygge tusindvis af tønder til fragten af først salt og siden sild.
Efter at salttønderne på Øresunds fiskepladser var tømt for deres indhold, blev de nemlig fyldt op med sild. Så sparede man besværet med at fragte de tomme tønder retur. Endnu i 1500-tallet kunne Stralsunds borgmester Bartholomäus Sastrow (1520-1603) huske, hvordan barndomshjemmet i Lübeck inden farens afrejse til Skanør var spækket med tønder med Lüneburgsalt. Når faren kom hjem, var det til gengæld tønder med saltede sild, der optog pladsen i huset.
Rige folk foretrak nok fortsat friske ferskvandsfisk, men silden var et både billigt og efterspurgt kosttilskud i de europæiske byer, klostre, fattighuse og hospitaler. Hansestædernes kogger sejlede sildene fra Øresund til Finland, Baltikum og Rusland, mens de store europæiske floder sendte de fyldte sildetønder på langfart til Polen og Ungarn. Med deres adgang til store floder som Elben og Trave havde Lübecks købmænd en klar banefordel. Herfra blev sildene distribueret videre mod Magdeburg, Hannover, Braunschweig og de store vesteuropæiske handelscentre.
I 1200-tallets Belgien priste forfatteren, teologen og dominikanermunken Thomas de Cantempré (1201-1263) den danske sild i høje toner. Munken frydede sig først og fremmest over, at silden var fri for ben, og at den dernæst kunne købes året rundt. Den glade munk besøgte aldrig Danmark og har næppe heller set en levende sild. Den kulinariske oplevelse er således et håndfast vidnesbyrd om hansestædernes omfattende netværk til distribution af sild fra Øresund. Danske sild var et internationalt brand.
Hansestædernes købmænd kunne dog ikke gøre, som de havde lyst til på Skanør. Ansvaret for lov og orden på halvøen påhvilede den danske konge, der i sagens natur tog sig godt betalt for denne forpligtigelse. De store mængder af sild, som kongen kunne gøre krav på fra hver enkelt fiskerbåd, har allerede været nævnt, men dertil kom den told i klingende mønt, som købmændene skulle betale for ikke blot sild, men også alle andre former for varer, der blev udskibet fra Skanør. I den samme opkrævningspulje kunne kongen også gøre krav på strand- og jordleje for huse og hytter, bøder for overtrædelser af lov og orden samt diverse andre afgifter.
Af samme årsag indgik Lübeck og de øvrige hansestæder i løbende forhandlinger med den til enhver tid siddende regent om at opnå de bedst mulige handels- og arbejdsbetingelser på Skanør. I hansestædernes optik betød det lempelser og naturligvis helst fritagelser fra alle afgifter, mens kongen og hans embedsmænd selvfølgelig trak den anden vej. Endelig så de fremmede købmænd gerne, at den enkelte hansestad måtte praktisere sin egen retspleje, mens fiskeriet stod på. Så slap man for at betale bøder til den kongelige kasse og kunne medbringe sine egne dommere og bødler.
Hansestæderne fik dog ikke lov til at have sildene helt for sig selv. Kort efter at kong Abel (1218-1252) i 1250 havde ladet sin bror kong Erik 4. Plovpenning (1216-1250) slagte i Slesvig, rejste han til Skanør, hvor han havde sat repræsentanter fra de såkaldte ummelandsfarere stævne. Ummelandsfarere var fællesbetegnelsen for de engelske, franske og hollandske købmænd, der med liv, lemmer og last som indsats valgte at foretage den livsfarlige sørejse op igennem Nordsøen og omkring Skagen for at købe sild på Skanør. Disse blev så med god fortjeneste videresolgt til landene omkring Den Engelske Kanal eller sejlet videre til Middelhavsområdet. I 1250 gav Abel ummelandsfarerne tilladelse til at handle ved Skanør, mod at de til gengæld betalte told af alle de skibe, der, efter at have lastet sild, satte kursen tilbage mod Nordsøen. Ummelandsfarernes skibe kom naturligvis ikke med tomme lastrum. Med sig havde de fransk havsalt og vesteuropæisk klæde, der i forhold til både pris og kvalitet gav hård konkurrence til hansestædernes Lüneburgsalt og andre købmandsvarer.
Sildene var vigtige for hansestæderne. Så vigtige, at de også var villige til at gå i krig for at sikre sig kontrollen med dem. I sommeren 1368, kort før fiskeriets begyndelse, angreb en tungt bevæbnet hanseatisk krigsflåde derfor de danske borge på Skanør og belejrede dernæst København. Felttoget lykkedes over al forventning, og ved fredsaftalen med Danmark i 1370 fik hansestæderne en betragtelig udvidelse af deres handelsprivilegier på Skånemarkedet, ligesom man i 15 år fik ret til to tredjedele af alle Skånes indtægter. Det giver sig selv, at det her var sildehandlens told og andre afgifter, som forhandlerne havde i tankerne. Endelig fik hansestæderne med deres nye privilegier for en stund mulighed for at holde ummelandsfarerne væk fra Skanør.
Nogen større succes blev hansestædernes overtagelse af Skanør dog ikke. Købmændene kunne ikke opretholde den samme kontrol som deres danske forgængere. På Skanør udbrød der snart voldsomme kampe mellem danske og tyske fiskere og markedsgæster om de bedste lejrpladser med mange dræbte og sårede til følge. Den konsekvente udelukkelse af ummelandsfarerne betød desuden færre markedsgæster og mindre omsætning. Efter disse vilde år opnåede Danmark i 1376 igen kontrollen med halvøen og det øvrige Skåne, men som vi senere skal se, fik hansestædernes forsøg på at opnå monopol på sildene vidtrækkende og skæbnesvangre konsekvenser for sildefiskeriet i Øresund.
Krigen i 1368 var ikke første gang, at den danske konge og hansestæderne krydsede klinger over sild ved Skanør. I 1201 gjorde Valdemar Sejr (1170-1241) kuppet over alle kup, da det lykkedes hans folk at fange samtlige Lübecks borgmestre og rådmænd og dertil konfiskere hele den lybske handelsflåde, der var kommet til Skanør for at købe sild. Kun ved at love kongen overherredømmet over Lübeck, med alt, hvad dertil hørte af privilegier og rettigheder, blev fanger og fartøjer sluppet fri. Valdemar Sejr tabte snart det hele på gulvet igen, men for en stund var Østersøens guldkalv føjet til hans imperium. Når det netop lykkedes kongen at fange den lybske elite i ét hug, skyldtes det det store Skånemarked, der i relation til sildefiskeriet afholdtes på Skanør i august-oktober måned.
En senere tids historiker (og ynder af sildemad) har med et glimt i øjet karakteriseret Skånemarkedet som en god dag på Roskilde Festival. Ganske som festivalpladsen i Roskilde lå Skanør da også øde og forladt hen uden for sildesæsonen, men når august måned tog sin begyndelse, og den første sild viste sig, strømmede mennesker og skibe til. I år 1400 blev det anslået, at mere end 25.000 mennesker opholdt sig på Skånemarkedet, mens fiskeriet stod på.
På Skanør slog de tusindvis af fiskere sig ved ankomsten ned i strandkanten på halvøens øst- og sydkyst. Her rejstes nu hytter og telte, hvis man da ikke indrettede sig i båden. Fiskerne foretrak at slå sig ned sammen med kendte folk, så her opstod nu en række faste bopladser, hvor landsmænd, venner og bekendte søgte sammen. Fx peger den fortsat eksisterende bebyggelse Falsterbo i retning af, at det var her, fiskerne fra Falster holdt til. Og med så mange fiskeglade folk med bristefærdige punge forsamlet på ét sted var underholdning et must – musik spillede pladsen op, ølhaner skummede løs, og villige prostituerede havde gyldne dage. Når sæsonen var slut til efteråret, blev teltene taget ned, så pladserne var ryddet til næste år.
Sildene i Øresund repræsenterede i middelalderen så store værdier, at de vakte hele Europas interesse. Med deres lette adgang til Lüneburgsaltet og få dages sejlads til Øresund var købmændene fra Lübeck blandt de første, der fandt vej til fiskepladserne på Skanør. Snart fulgte norske købmænd, tyske handelsfolk og håndværkere fra hansestæderne Hamborg, Stade, Bremen, Köln, Rostock, Wismar og Danzig samt naturligvis ummelandsfarerne efter.
Mens fiskerne altså af indlysende grunde slog lejr helt nede i vandkanten, indrettede de mange købmænd og håndværkere sig længere inde på det tørre land. Hver af de fremmede købmænds byer lejede deres eget areal af kongen. Et sådant område var kendt som et ”fed”, hvor den enkelte bys købmænd så kunne bo og handle. Med de mange fed side om side opstod der her hvert år et decideret bysamfund med gader, træhytter, telte og enkelte bindingsværkshuse, der fungerede som handelsboder, værksteder, varelagre, bagerier, forsamlingshuse, kirker og stalde. Bordeller og beværtninger blev der også sørget for. I 1494 var der 228 danske ølhuse på Skanør, mens 40 prostituerede fra Rostock undervejs til Skånemarkedet i 1267 forliste med deres skib og druknede. Frem for Roskilde Festival var Skånemarkedet snarere at sammenligne med guldgraverbyerne i 1800-tallets Californien og Canada. Begge steder var det drømmen om hurtige og let tjente penge, der fik tusindvis af mennesker til at flytte sig over store afstande og etablere helt nye samfund. Hvert år opstod der med Skånemarkedet en sydende heksekedel af fulde søfolk, pengestærke investorer, skrivere, skatteopkrævere, smuglere, gøglere, lejesvende, plattenslagere, spioner, munke, dommedagsprædikanter, ludere og lommetyve. Og over dette myldrende og sprællende kaos af mennesker, trækdyr, vogne og skibe hang dunsten af rådne sild, fiskeindvolde, brænderøg, tjære, møg og tovværk som en tung dis over markedspladsen.
Med så mange mennesker samlet på ét sted var risikoen for drab, slagsmål, hor, tyveri, svindel og alverdens andre kriminelle udskejelser overhængende. Det fremgår da også af oplysningerne om de pengebøder, som kong Hans’ foged, hr. Jasper, opkrævede for lovovertrædelser på Skånemarkedet i efteråret 1494. En bagersvend, der havde voldtaget en pige, blev idømt en bøde på to mark, mens en tysk skrædder, der havde snydt med målene på sit arbejde, fik samme bødestraf. Gællepigerne og læggekonerne var heller ikke for gode, da hr. Jasper først måtte idømme en læggekone en bøde, fordi hun havde revet hår af en af sine medsøstre, mens en anden læggekone havde slået en uven i hovedet med et fad. Dertil måtte hr. Jasper udskrive bøder til både mænd og kvinder for at have begået hor på helligdagene. Frækkest af alle var dog en kone fra Flensborg, der havde stjålet tøjet fra en karl, der sad i gabestokken og derfor ikke kunne forsvare sig. Det fik hun en bøde på seks mark for. Drab og lynchninger var også tilbagevendende begivenheder, mens banale uoverensstemmelser lynhurtigt kunne eskalere til masseslagsmål. Da danske fiskere i 1363 smed ni tyske fiskere i vandet, stod 20.000 fiskere pludselig over for hinanden, bevæbnede med knive og køller og klar til kamp. Kun i sidste øjeblik lykkedes det at få afblæst det, der kunne have udviklet sig til et gigantisk blodbad. Knap så heldige var man i 1507, hvor Heine Bubach fra Lübeck i et slagsmål fik så mange tæsk, at hans liv ikke stod til at redde. Andre gange tog markedsgæsterne loven i egne hænder. Da en tyv skulle hænges i 1529, knækkede rebet i det afgørende øjeblik, så teknisk set var den dødsdømte nu en fri mand. Her havde tyven dog glædet sig for tidligt, da han efterfølgende blev indfanget og lynchet af de jyske markedsgæster.
Skanør var i udgangspunktet en ødemark, så alle fornødenheder måtte sejles hertil. En egentlig havn var der aldrig tale om, da vanddybderne havde en sådan karakter, at de store kogger måtte ankre op langt fra kysten. Det bedste sted for koggerne at kaste anker var i bugten på halvøens nordkyst. Her kunne passagerer, sild, salt og andet gods blive færget til og fra kystlinjen med både og pramme.
For at sikre fiskere og købmænd forholdsvis trygge forhold at arbejde under anlagdes der i 1200-tallet to borge henholdsvis nord og syd for markedspladsen. Den ene borg lå ved en lille samling forkølede huse mod nord, mens den anden, der fik navnet Falsterbohus, lå sydvest for den store markedsplads. De to borge var til brug og bolig for den danske konges foged og de soldater, der opretholdt lov og orden på Skånemarkedet. Samtidig tjente disse fæstninger som opbevaringssteder for sild, told, bøder og andre afgifter, der blev opkrævet på kongens vegne.
Skanørs placering, hvor skibstrafikken til og fra Kattegat og Østersøen passerede tæt forbi hinanden, var et enormt aktiv. Her var det oplagt for hansestæder, ummelandsfarere og alle andre at mødes med nye og gamle kunder og forretningsforbindelser. Så sparede man den lange tur videre ind i Østersøen eller rundt omkring Jylland. Når man mødtes på Skanør, var det altså ikke blot for at købe sild, men også for at optage nye lån, træffe handelsaftaler, betale gæld eller foretage andre økonomiske transaktioner.
De sildesultne købmænd, der alligevel skulle til Skanør, fyldte naturligvis lastrummene op med andre varer, der kunne sælges ved ankomsten. Bortset fra det uundværlige salt, tømmer, hamp, hør og tjære til fremstilling og reparationer af både, fiskegarn og tønder fandt alverdens andre varer vej hertil. Klæde, lærred, linned, garn, tråd, handsker, sadler, lys, sæbe, krydderier, ris, olivenolie, nødder, korn, mel, humle, kød, huder, talg, spæk, smør, voks, honning, øl, vin, heste, kvæg, trækul, jern, stål, kobber, tin, våben, kirkekunst, isenkram, luksusvarer og pyntegenstande fra hele Europa kunne købes og sælges her. Blandt de mange markedsgæster var også Johann Wittenborg (1321-1363) fra Lübeck, der i 1350’erne medbragte ingefær og peber fra Indien og muskat fra Stillehavsøerne. Det var næsten 150 år, før søvejen til Indien blev kortlagt, så krydderierne havde været på en meget lang rejse på både skib og kamelryg, inden de nåede frem til Skånemarkedet.
Det var ikke blot udlændinge, der havde god gavn af Skånemarkedet. Også de lokale nød godt af den sprudlende aktivitet og de klingende mønter, hvilket fremgår tydeligt af den tilføjelse, som ærkebiskoppen af Lund omkring 1216 fik indskrevet i Skånske Lov. Her blev det slået fast, at de skånske bønder skulle betale deres landgilde senest den 15. august, så deres godsejere havde penge at købe for på Skånemarkedet.
I efteråret 1402 dannede Skånemarkedet rammen om en af de mest spektakulære henrettelser i Nordens historie. Anledningen var, at Margrethe 1. (1353-1412) havde arresteret en ung mand ved navn Oluf, der påstod at være hendes for længst afdøde søn. Manden var nu blevet afsløret som bedrager, og med henblik på offentliggørelsen af den sande historie for hele Europa fandtes der ikke noget bedre sted at afslutte denne pinlige affære end på Skånemarkedet. Her iværksattes ved markedets åbning i 1402 derfor en sand skueproces for de tusindvis af fremmødte fiskere og købmænd. Efter at Oluf var gået til bekendelse foran den store folkemængde, blev han dømt til døden og brændt levende på et stort bål.
For en enkelt gangs skyld så det dog ud til, at Margrethes dømmekraft svigtede hende. Hverken den offentlige retssag eller bålstraffen havde tilsyneladende den ønskede effekt. Tværtimod. Da sildene uheldigvis udeblev i 1402, blev det af de mange skuffede markedsgæster tolket som Guds vrede over bedragerens henrettelse.
Markedsgæsterne havde god grund til at være bekymrede, for netop i de første år af 1400-tallets begyndelse begyndte det at gå stærkt tilbage med Skånemarkedets mange udenlandske købmænd og det eksotiske vareudbud. Tidligere mente historikere (og for den sags skyld også biologer), at sildene simpelthen forsvandt fra Øresund og søgte andre steder hen. Dette fravær faldt tilbage på den internationale interesse for Skånemarkedet. Der er dog fortsat ikke leveret brugbare beviser for, at sildene pludselig skulle have taget flugten. I modsætning til Limfjorden kendes der fra Øresund ikke til stormfloder eller lignende naturkatastrofer, der kunne have fået sildene til at søge andre steder hen. Dermed ikke sagt, at sildene ikke kunne finde på at udeblive fra Øresund. Ikke blot i forbindelse med Olufs henrettelse i 1402, men også i 1425, 1469, 1474 og 1475 klagede skuffede folk over dårligt fiskeri i farvandet.
Det ville være fantastisk, hvis denne bog kunne levere en skudsikker forklaring på sildens flugt og de medfølgende elendigheder. Problemet er bare, at der ganske enkelt ikke eksisterer samtidige undersøgelser af sildenes færdsel i 1400-1500-tallet. En naturlig forklaring må vi altså lede længe efter. På den ene side lod silden sig ikke længere se i så store mængder som tidligere i Øresund, men på den anden side forsvandt den heller ikke helt. Måske det i forklaringen på Skånemarkedets faldende betydning også kan betale sig at kigge på ændrede forbrugs- og handelsmønstre ude i det store Europa? For hvis den internationale efterspørgsel efter sild ikke længere var til stede, gav det vel heller ikke mening at bruge så meget tid og så mange kræfter på at fange den?
Her er det først og fremmest værd at huske på, at Skånemarkedet var et sæsonmarked, der kun var i funktion nogle få måneder om året. Ellers var der intet at komme efter på halvøen. Af samme årsag var mange ummelandsfarere kommet til den åbenlyse konklusion, at det uden for markedssæsonen bedre kunne betale sig at sejle længere ind i Østersøen for at købe store mængder korn og tømmer i Polen og Baltikum. Disse grovvarer kunne med god fortjeneste sælges til Vesteuropas nye storbyer og skibsværfter. Sådanne rejser blev mulige som følge af de større og bedre skibstyper, der nu vandt indpas. Samtidig var de europæiske kostvaner under hastig forandring. De store pestepidemier i 1340’erne havde simpelthen slået så mange bønder ihjel, at mange godsejere valgte at omlægge deres landbrug fra den arbejdskrævende kornavl til det noget mindre mandskabskrævende kvæghold. Den prioritering sendte store mængder oksekød ud til forbrugerne, hvor den saltede sild uden for fasteperioderne nu fik konkurrence fra en saftig oksesteg. Endelig overflødiggjorde reformationens religiøse omvæltninger i 1520’erne og 1530’erne fasten for tusindvis af europæere. Det religiøst motiverede forbrug af sild var kort fortalt på retur, hvilket alt andet lige faldt tilbage på salget til klostrene og andre katolske institutioner. Disse faktorer skal også inddrages i fortællingen om Skånemarkedets forfald.
Helt dødt var Skånemarkedet dog ikke. I modsætning til tidligere var der omkring år 1500 nu snarere tale om et decideret fiskemarked frem for en international varemesse, hvor man bl.a. kunne købe Stillehavskrydderier. I 1520’erne optalte en foged fra Lübeck trods alt 7.515 fiskerbåde i Øresund, mens Malmøkøbmanden Ditlev Enbeck (-1537) i de samme år tjente gode penge på at bytte sild for hansestædernes vin, salt og klæde. Også på den anden side af Øresund havde sildene fortsat interesse. I 1581 måtte Frederik 2. sende en skarp reprimande til Københavns borgmestre og rådmænd. Frem for at sidde og passe deres arbejde på rådhuset var den samlede magistrat nemlig sejlet over Øresund for at købe sild.
Havde der ikke været sild at få på Skanør, kunne de københavnske borgmestre og rådmænd måske have været heldige at få kontakt til engelske eller hollandske skibe, da de krydsede Øresund i arbejdstiden i jagten på friske frisk. I forklaringen på Skånemarkedets forfald skal nemlig også inddrages, at der nu blev fanget sild andre steder end i Øresund. Da hansestæderne tilbage i 1370’erne med alle midler havde udelukket vesteuropæiske købmænd fra Skånemarkedet, betød det jo ikke, at efterspørgslen på sild blev mindre. For at imødekomme denne efterspørgsel vovede fiskere fra Flandern i det nuværende Belgien sig længere og længere ud i Nordsøen for at fiske de store mængder havsild, der fandtes her. Her fik de snart følgeskab af engelske og hollandske fiskere. Sildefiskeriet i Nordsøen udviklede sig nu til et effektivt og næsten industrielt foretagende. Store fiskerbåde gjorde det muligt at opholde sig længere tid ude på havet, mens besætningerne heller ikke søgte mod land for at behandle og salte fangsten. Dette arbejde blev i stedet klaret på åbent, bølgende hav, mens mindre både sørgede for at fragte sildene i land og sejle salt og tønder ud til fiskerne. Allerede i 1476 tilførte 375 hollandske fiskerbåde 225.000 tønder saltede Nordsøsild til det europæiske fiskemarked, som Lübeck og de øvrige hansestæder jo ellers havde kontrolleret. Med så mange Nordsøsild leveret direkte på kundernes dørtrin i Amsterdam, London og Marseille var der ingen grund til at sejle helt til Skanør for at bytte klæde og krydderier for sild. Ikke desto mindre fortsatte Skånemarkedet med større eller mindre afbrydelser op i 1600-tallet, indtil svenske soldater under Torstenssonfejden (1643-1645) mellem Danmark og Sverige angreb Skanør og brændte de få tilbageværende fiskerhytter af. Ved Roskildefreden i 1658 overgik Skåne til den svenske konge, så hermed forsvinder Skånemarkedet også ud af denne historie.
Da hansestædernes købmænd i 1400-tallet opdagede Limfjordssildene, betød det ikke blot et nyt afsætningsområde for Lüneburgsaltet, men også et økonomisk opsving til hele det nordlige Jylland. Omdrejningspunktet for de tyske købmænds tilstedeværelse i det nordjyske blev Aalborg, hvor havneforholdene gjorde det muligt for de store skibe at losse salt og laste sild. I 1490’erne var det kommet så vidt, at Lübeck fra Aalborgs havn årligt udskibede 6.000-7.000 tønder sild. Limfjordssilden havde den fordel, at den kunne fanges og saltes om foråret, hvor efterårets forråd af Skånesild var ved at være spist op. Hermed kunne Lübeck forsyne fiskehungrende forbrugere med sild året rundt. På trods af den voksende konkurrence fra havsilden blev Limfjordssilden derfor ikke blot afsat i Danmark. Den nåede også frem til de baltiske lande, Rusland og de internationale varemesser i Frankfurt am Main. Limfjordsfiskeriets betydning for Lübeck understregedes af, at de lybske købmænd oprettede et Aalborgfarerkompagni, der skulle sikre en vis kontrol med opkøb og saltning af sildene. Hansestædernes tilførsler af salt, øl, klæde, vin og isenkram var en væsentlig del af forklaringen på, at Aalborg i år 1500 havde udviklet sig til en velstående og internationalt orienteret havneby med fire kirker, tre klostre, store stenhuse og 5.000 indbyggere. Flere af de tyske og hollandske købmænd, der kom for at sælge salt og købe sild i Aalborg, bosatte sig her, stiftede familie og bidrog med kapital, knowhow og udenlandske kontakter yderligere til Aalborgs vækst. Blandt disse var også Hermann van Ginchel, der netop byggede en stor del af sin virksomhed på handlen med sild og dertil knyttede varer. I 1600-tallet var hansestædernes indflydelse aftagende, men Aalborgs købmænd kunne dog også selv være med, da de i 1620’erne indskød mere end 10.000 daler i et kongeligt saltkompagni, hvis skibe skulle hente salt i Spanien. Saltkompagniet blev aldrig nogen succes, men viser, at sildefiskeriet fortsat var et betydeligt aktiv for købmændene.
Når det regnede på Aalborg, dryppede det på Nibe længere inde i fjorden. Siden opgraderingen til købstad i 1727 havde nibingerne kvit og frit kunnet sælge sild uden om Aalborg. Det forudsatte naturligvis, at der fortsat var sild i fjorden. Sådan forholdt det sig ikke altid. 1727-1777 faldt antallet af selvstændige fiskere i Nibe fra 90 mænd til blot 15. Samme vej gik det med eksporten af sild. Mens man i år 1700 havde rundet over 35.000 tønder sild, var tallet i 1777 raslet ned til blot 4.500 tønder. Til alt held for Nibe vendte sildene tilbage i store mængder fra 1800-1828, hvilket lige så heldigt faldt sammen med svigtende fangstudbytte i de svenske sildefiskerier på den anden side af Kattegat. Fra 1770’ernes få tusinde tønder sild var eksporten af Nibesild i 1816 kommet op på 60.500 tønder, mens man i 1828 rundede 75.000 tønder. 1828 var dog året for sildeeventyrets sidste krampetrækninger, inden stormflodens konsekvenser for alvor blev mærkbare i Limfjorden.
Den største, men også sidste af Nibes sildekonger var købmanden Niels Nielsen Færch (1774-1831), der på sine fem skibe sendte tusindvis af tønder med saltede Nibesild til Riga, Hamborg, Barcelona og Marseille. Til at røgte bundgarn og salte sild havde Færch ansat en mængde lodkarle, fiskere, gællepiger og læggekoner, der alle var afhængige af købmandens velvilje. Fra Færchs store købmandsgård solgtes alle former for fiskeredskaber, korn, tømmer, mursten, klæde, klaverer, lænestole, støvler, vindueskarme, saltede ål, citroner, brændevin og tobak. Færch var heller ikke den eneste nordjyske finansmand, der spekulerede i sild. I de sidste hektiske år, inden stormfloderne fra vest rev Limfjorden op med rode, opførte velstående familier store palæer i den nyeste arkitektoniske stil for de mange sildepenge. Sådanne sildepaladser kan fortsat beses i såvel Nibe som Aalborg. Andre købmænd drev indsatserne til nye højder, når de i søvnløse nætter tumlede med, om deres mange penge skulle bruges på en herregård eller endnu flere bundgarnsstader.
Begyndelsen til enden på Limfjordens sildeeventyr tog sin begyndelse i 1825, hvor flere stormfloder skyllede igennem den smalle klitrække, der siden Saxos dage havde adskilt Nordsøen fra Limfjorden. Kombineret med et intensivt fiskeri skabte stormflodernes strømme af gopler et anderledes økosystem, som sildene tydeligvis ikke trivedes i. De forsvandt simpelthen. Konsekvenserne blev først for alvor mærkbare, da bundgarnene skulle tømmes i det tidlige efterår 1828. Fiskeren Rasmus Villadsen, der blot havde en enkelt sildekåg og 12 bundgarn at passe, havde i efteråret 1827 hentet 192.000 sild på fiskepladserne ved Nørlå. I 1828 blev det til blot 11.840 sild. Nibefiskernes samlede fangstudbytte skrabede i 1831 bunden med en fangst på blot 320.000 sild. Det var for småfisk at regne i forhold til tidligere tiders imponerende fangst på 32 millioner.
Med så ringe fangster blev det for dyrt for sildekonger og storkøbmænd at vedligeholde bundgarn og betale løn til lodkarle og gællepiger. Bundgarnsstaderne var nu så godt som værdiløse, og priserne raslede ned med stor fattigdom og mange fallitter til følge. Det eksistensgrundlag, som Nibe i mere end 500 år havde bygget på, var nu borte for altid. Det afspejlede sig også i stemningen i byen, hvor de før så velstående fiskerfamilier nu gik arbejdsløse omkring ”i allerdybeste jammer og elendighed”. Færch-familien havde sparet nok sammen til, at de kunne skifte spor og investere i sprit- og tobaksfabrikker, men ellers talte modgangen sit tydelige sprog.
En gammel mand huskede senere, hvordan hans familie, der før stormfloderne havde levet fedt af sildefiskeriet, nu måtte forlade Nibe med blot få penge på lommen for at bosætte sig et helt andet sted. De var endda heldige, for andre fiskerfamilier havde intet sted at være og måtte nu strejfe om på de jyske veje som tiggere og vagabonder. Det er nok disse ulykkelige mennesker, der spredte den frygtelige historie om borgmesteren i Nibe, der spiste svinefoder for ikke at dø af sult. Den historie må nok betegnes som en overdrivelse, men det står fast, at der i vinteren 1833 måtte uddeles fattighjælp i form af korn til halvdelen af Nibes beboere. På trods af støtten valgte 357 nibinger fra 1820’erne til 1840’erne at fraflytte byen for at finde andre græsgange. Højt at flyve, dybt at falde.
Da silden forsvandt, kollapsede ikke blot Nibes, men også Aalborgs økonomi som et korthus. Før stormfloderne havde Aalborgs sildeeksport til det store udland givet arbejde til 11 bødkermestre, 5 tømrermestre, 14 snedkermestre, 5 skibstømmermænd samt et utal af håndværkersvende og -lærlinge, fragtmænd og havnearbejdere. Hertil skal regnes forlystelseslivets 53 værtshusholdere, 5 vinhandlere, et ukendt antal prostituerede og de mange borgere, der lavede mad til og lejede værelser ud til de fiskere og opkøbere, der kom langvejsfra. Tiden efter stormfloden var en presset periode. Få år forinden havde Danmark mistet Norge, og dermed hele Nordjyllands kornmarked, efter nederlagene i Englandskrigene (1801 og 1807-1814), og sildeflugten forværrede bare hele katastrofestemningen. Udviklingen i det ellers så driftige Aalborg gik i de efterfølgende årtier helt i stå. Først i 1880’erne formåede aalborgenserne med jernbane, dampskibe og industriprodukter at bryde det økonomiske dødvande, som silden havde efterladt. På dette tidspunkt var Limfjordsbyen dog for længst overhalet af Aarhus, der nu indtog rollen som Jyllands hovedstad. Det knæk er Aalborg endnu ikke kommet sig over.
”I Dronninglund købte de om sommeren et helt læs sild og dem vindtørrede de og havde dem så til smørrebrød til meldmadder hele året”.
Det var, hvad den gamle Else Mikaelsdatter kunne fortælle folkemindesamleren Evald Tang Kristensen (1843-1929) om kosten i barndommens Vendsyssel. De ”meldmadder”, Else omtalte, dækker over de mellemmåltider af brød og sild, der blev fortæret under de korte pauser i dagens hårde markarbejde. Da der ikke var plads andre steder, blev de mange sild som regel smidt op på loftet eller ind i de skure, hvor kvæg og får søgte ly om natten. Else kunne videre fortælle, at disse skure sjældent blev muget ud, så der lå sildene nu og osede i fårelort og komøg. Det var trods alt for hård kost for Elses mor, der i ledige stunder så sit snit til at stjæle af gårdens få fårepølser, som det ellers var strengt forbudt at komme i nærheden af.
Elses erindringer om mængder af sild er ikke enestående. Hvert forår og efterår, når sildefiskerierne tog deres begyndelse, kunne man i Jylland og på Sjælland opleve knirkende bondevogne, der ad støvede hjulspor og sandede hedeveje bevægede sig frem mod fjord og kyst for at hente sig et vognlæs billige sild, der ofte blev byttet med brændevin, korn eller kartofler. Man spildte ikke tiden, så vognene blev læsset med sild direkte fra bådene og først renset, saltet og puttet i store kar ved hjemkomsten til gården. Intet måtte gå til spilde. Sildehovederne blev givet som foder til får, svin og fjerkræ, mens indvoldene blev hængt op, så olien, dryp for dryp, kunne opsamles og bruges til vinterens tranlamper. Sådanne lamper med sildefedt osede stærkt, lugtede grimt og lyste kun lidt, men var ikke desto mindre den eneste lyskilde i mange bondehjem.
Havde man ikke kørelejlighed, måtte man gå. Sådan gik det til, da herremanden på Tustrup i Himmerland i 1820’erne sendte husmanden Kræn Nørregaard til Aalborg med to stude, der skulle sælges. Det var en gåtur på 25 kilometer, så selv om Kræn gik hjemmefra ved solopgang, nåede han først Aalborg ved middagstid. Nu var det den tid på foråret, hvor sildefiskeriet i Nibe var godt i gang, så den mulighed ville Kræn ikke lade gå fra sig. Efter at studene var afleveret, satte han derfor kursen mod Nibe. Her fik Kræn for sine få spareskillinger fyldt den medbragte rygkurv op til randen med friskfangede sild og gik så hjem igen. Det var en travetur på godt 80 kilometer, og Kræn var først hjemme efter mørkets frembrud. Sildene var næppe helt friske efter den lange tur i kurven, men familiens overlevelse i den lange vinter var nu sikret.
Else Mikaelsdatters og Kræn Nørregaards historier er blot toppen af sildebjerget. Silden har i årtusinder været en vigtig og proteinrig variation i danskernes daglige kostplan. Allerede i jægerstenalderens køkkenmøddinger er der fundet spor af sild, Viborgs vikinger spiste sild, og små sildeben er dukket op i lokumstønder fra 1300-tallets Svendborg. I 1536 satte reformationen ganske vist en stopper for den katolske kirkes mange fasteregler, men gamle kostvaner kan være svære at udrydde, og silden var fortsat billig mad for fattige folk.
Da den engelske adelsmand Fynes Moryson (1566-1630) i 1590’erne besøgte Danmark, noterede han sig, at de jævne danskere overlevede på en kostplan af forskellige slags tørfisk samt sort brød. Moryson opholdt sig på Sjælland, så det giver sig selv, at de saltede Øresundssild har haft hjemme blandt de nævnte tørfisk. Forholdene var ikke stort anderledes i det jyske. En landarbejder i det store Aalborgshus Len, der på Morysons tid strakte sig fra Skagen i nord til Mariager i syd, fik til sin månedlige kost udleveret 80 saltede sild. Suppleret med hans øvrige rationer af flæsk, brød, grød og øl peger dette i retning af, at vores landarbejder dagligt havde tre sild til sin rådighed.
Et århundrede senere anslog man, at en gennemsnitsfamilie i Nordjylland havde et årligt forbrug på godt 1.600 sild, mens herremanden på Astrup i Salling i 1787 bestilte hele 32.000 tørrede sild til at brødføde sine mange tjenestefolk. Mindre kunne dog også gøre det. Da der i efteråret 1750 blev foretaget en vurdering af husmanden Mads Jensen Sandgravs forfaldne hus og få ejendele i landsbyen Storvorde i det østlige Himmerland, begrænsede den børnerige families vinterforråd sig til en kvart tønde med sild og en ditto tønde med øl.
Selv efter at de store sildeeventyr var slut, blev hver en forkølet sild, der fortsat kunne hives op fra fjord og sund, fortæret, til der kun var ben tilbage. Mange steder på landet mødte man silden allerede ved morgenbordet. På Hedeboegnen vest for København spiste bønderne sild med bart rugbrød til den morgenmad, der først omkring år 1900 blev suppleret med en kop kaffe. Helt ekstraordinært kunne der nu også komme fedt eller smør på brødet. Sild og fedtebrød blev med tiden en så indgroet vane på disse kanter, at man på en nordsjællandsk gård havde svært ved at finde karle. Manglen på arbejdskraft skyldtes, at husmoren af sparehensyn serverede sild og brød uden smørelse.
På gårdene på Harboøre Tange ved den jyske vestkyst spiste man i 1800-tallet sild, brød og øllebrød til morgenmad, mens man på den kornfattige jyske hede fik stuvede kartofler eller et lille stykke ost til sin morgensild. På Bornholm, Falster og Sjælland var et knap så solidt supplement til morgensilden øllebrød eller ”søbe” – en opvarmet, tynd og hastigt sammenblandet suppe af gamle brødstykker, lidt skummetmælk og tyndt øl. Når man kunne skimte bunden i det fælles fad, blev nye mængder af øl og brødkrummer fra tidligere måltider hældt på. Så var man klar til næste servering.
I Martin Andersen Nexøs (1869-1954) store roman Pelle Erobreren fra 1906-1910 stiftede Pelle og Lassefar på 1870’ernes Bornholm bekendtskab med både sild og søbe. Far og søn var som landarbejdere blevet lokket fra det udsultede Sverige til klippeøen med gyldne løfter om flæskesteg og rabarbergrød. I stedet endte vores to slidende svenskere med sild og søbe til morgenmad. Mange bornholmske og nordjyske tjenestefolk var dog knap så naive som Pelle og hans far. Ved deres ansættelser sørgede de nemlig gerne for at få indført en klausul om, at de ikke skulle have sild alle ugens dage.
Man fråsede ikke med sin sild. Hver en bid skulle udnyttes, så derfor deltes man to og to om en enkelt fisk. På mange gårde var det sådan, at mændene fik det bedste og fedeste hovedstykke, mens kvinderne måtte nøjes med det magre halestykke. Det var en kunst at spise sådan en sild. En gammel mand fra Møn huskede, næsten som en kærlig køreplan, hvordan hans far i sin tid havde lært ham at få det bedste ud af sin morgensild:
”Først pille brystfinner, bugfinne og hale af og så med læberne følge bugen af silden og få det tynde kød ud af ribbenene […] Dernæst pilledes ribbenene af og så var der kun det fyldige kød igen på rygraden”.
Uanset hvordan man angreb sin sild, foretrak de fleste nok at få den lagt i blød i vand natten over, så den værste salt fra lagringen kunne blive trukket ud. Ellers kunne den megen salt hurtigt få sveden til at løbe og trække store veksler på husholdningens andre ressourcer. For som det gamle ordsprog sagde: ”[…] bløder husmoren ikke silden i vand, bløder folkene den siden i øl”.
Ikke blot menneskene, men også husdyrene, nød godt af sildene. Var der en ko, der hverken ville æde eller drikke, tvang man et par saltede sild i halsen på den. Et sådant måltid fremmede tørsten hos det arme kreatur, og fik man det først til at drikke igen, var der håb endnu. En karl i Vendsyssel fodrede hver dag sine heste med resterne af sin morgensild. Det var hestene glade for. Nok ikke på grund af selve silden, men snarere som følge af de store saltmængder, der fulgte med.
Når silden udgjorde så stor en del af den daglige kostplan, bidrog dens tilstedeværelse også til at fastholde samfundets sociale orden. Mætte mennesker brokkede sig sjældent, mens sult var den sikre vej til desperate handlinger. I 1377 trommede Viborgs biskop Jacob Moltke (-ca. 1396) de lokale adelsfolk, bønder og præster sammen i Lyby Kirke i Salling. Blandt biskoppens mange bekymringer dette år var både krig, misvækst, kvægsygdomme og pludselige dødsfald. Værst af alle prøvelser var dog alligevel ”fiskeriets formindskelse”. Moltke havde fra sin bispestol investeret store penge i sildefiskeriet, men nu var fiskene altså af uransagelige årsager blevet væk. Ingen vidste, hvordan det hele ville ende. Oprør og kaos truede i horisonten. Med henblik på at sikre sig selv, sit jordiske gods og sine sild fik biskoppen derfor de mange fremmødte mænd til at sværge på, at de ville værne ”kirken og dens personers frihed og rettigheder mod ethvert overgreb”.
Andre steder tog man mere jordnære midler i brug for at sikre sig sild til alle og dermed ro i rækkerne. I 1449 blev det i Aalborg påbudt ved lov, at de friskfangede sild, der i fasteugerne blev landet ved havnen, kun måtte sælges ”til almuens behov”. Først når middagsklokken ringede, måtte de købmænd, der havde råd til at opkøbe hele fangsten, komme til. Hermed sikrede man sig ikke blot, at fastereglerne blev overholdt, men også at fattigfolk forblev mætte og tilfredse.
Helt galt gik det til gengæld i Limfjordslandet i 1620’erne, hvor flere års kornhøst var regnet væk. For at gøre ondt værre var sildene ad flere omgange slet ikke ankommet, som de plejede. I hele Jylland var der stor mangel på både korn og sild, så nu stod sulten for døren. Allerede i 1622 blev der i landsbyen Vester Hassing nord for Limfjorden brændt en troldkvinde, der stod anklaget for at have skræmt sildene væk. Modsat situationen i Nibe få årtier tidligere havde hekseafbrændingen i Vester Hassing dog overraskende nok ikke den ønskede effekt.
Det blev i sommeren 1624 for meget for Aalborgs fattige håndværkere, hvis overlevelse stod og faldt med billige sild og billigt brød. Nu havde man ingen af delene. Skomagere, smede og skræddere gik derfor i fælles flok og følge til byens borgmester for at protestere over manglen på mad. Det resulterede efterfølgende i anklager om, at håndværkerne i virkeligheden pønsede på at gøre oprør. Da de anklagede håndværkere med diverse juridiske spidsfindigheder formåede at trække deres retssager i langdrag, fusede hele affæren efterhånden ud i ingenting. Ikke desto mindre understreger hele historien, at manglen på sild vitterligt kunne sætte sindene i kog.
Hvor utroligt det end lyder, kunne en overflod af sild give anledning til bekymringer og ærgrelser hos velbjergede folk. Da der i sommeren i 1703 var så mange Limfjordssild, at man kunne få 80 fisk for blot to skilling eller mindre, var der ingen, der gik sultne i seng. Hverken fattige daglejere eller langtidsledige tjenestefolk bukkede og skrabede derfor som før. De sagde heller ikke ja tak til et hvilket som helst stykke beskidt arbejde, der blev dem tilbudt. Kort fortalt var der ingen ende på ”den vrangvillige stolthed”, som den sildeforspiste almue nu udviste. I Aalborg måtte biskop Jens Bircherod (1658-1708) derfor i dagevis lede forgæves efter ”et kvindemenneske som for gode ord og betaling” gad fjerne ukrudtet i bispegårdens have.
Dronning Christine (1461-1521) var gift med kong Hans, men som følge af et mildt sagt anstrengt forhold til sin kvindeglade ægtemand opholdt dronningen sig helst alene på Odense Slot. Hos dronningen blev der fra 1496-1521 ført udførlige husholdningsregnskaber – til stort held for eftertidens nysgerrige historikere. Ud over udgifterne til mad, drikke, salt, klæde, hø, tømmer, lønninger, rejser og gaver er det også muligt at følge dronning Christines sildeindkøb og -forbrug i detaljer. Dronningen var en from katolik, så der blev altid sørget for, at man var velforsynet med sild, når fasten for alvor nærmede sig.
Alt efter behov og sæson bestilte og købte dronning Christine sild fra både Øresund og Limfjorden. I 1509 blev der betalt fire mark sølv for ”nysaltede skånesild”, og samme år blev der udbetalt penge ”til at salte sild for udi Limfjorden”. I sidstnævnte tilfælde var dronningen mere end velforberedt, for pengene blev udbetalt allerede den 20. februar – altså inden den første sild overhovedet havde vist sig i Limfjorden. Sildens pakning og transport til Odense skulle der også være styr på, så der blev løbende betalt for fremstilling af nye tønder og udbetalt fragtpenge til de søfolk, der sejlede de fyldte sildetønder fra Skanør og Nibe til Fyn. En overgang havde dronningen, sandsynligvis som en slags kvalitetssikring, endda ansat sin helt egen sildesalter i Nibe. 1510-1511 blev der ad flere omgange indkøbt friske sild til forkælelse af munkene i Odense Gråbrødre Kloster, mens dronningens indkøbere i 1504 sikrede sig et parti ”flækkesild” – vindtørrede og i ryggen opskårne sild – til det royale spisekammer.
Dronning Christine var ikke den eneste prominente personlighed, der satte pris på at høste frugterne af de danske farvande. I 1540’erne sendte Christian 3. hvert år tønder med saltede sild til Martin Luther (1483-1546), Philipp Melanchthon (1497-1560) og Johannes Bugenhagen (1485-1558) i Tyskland. De tre tyskere havde godt nok i både skrift og tale taget et hårdhændet opgør med hele den katolske kirkes tros- og embedsapparat, men havde trods alt beholdt deres smag for fastetidens sild. Måske har reformationens frontfigurer ligefrem disruptet det europæiske kirke- og trossystem med en fedtet saltsmag af Limfjordssild i ganen? Den danske prinsesse Anna (1532-1585), der i 1548 var blevet gift med kurfyrsten August af Sachsen (1526-1586), havde heller ikke glemt de sild, som hun fik serveret i barndommen. På trods af at man ved kurfyrstens hof fråsede i laks og andre lækre ferskvandsfisk, fik Anna hvert år sendt rigelige forsyninger af saltede sild fra Danmark til Sachsen. Endelig var der hertuginden af Preussen, Marie Eleonore (1550-1608), der i 1588 skrev til Christian 4.s mor, enkedronning Sofie (1557-1631), og foreslog at bytte en tønde syltede småfugle med 24 tønder sild.
Da to borgmestre, otte rådmænd og to præster i 1583 var forsamlet på rådhuset i Aalborg for at uddele almisser til byens tiggere og forældreløse børn, måtte de hårdtarbejdende embedsmænd naturligvis have noget at styrke sig på. Ved den lejlighed blev man på byens regning trakteret med rhinskvin, brændevin, hvedebrød og sild. Sild indgik også i forplejningen, når et dødt spædbarn dukkede op i en af Aalborgs brønde eller åer. Ved sådanne lejligheder blev der nedsat et udvalg af Aalborgs gifte koner, der med kyndige hænder undersøgte, om en af byens mange tjenestepiger havde mælk i brysterne. Hvis dette viste sig at være tilfældet, opstod der mistanke om barnemord, og derfra var vejen til bødlens økse ikke lang. Det var et stort arbejde, så efter veludført gerning blev det kvindelige kontrolkorps i 1595 belønnet med sild, kringler, ost, smør og varmt tysk øl.
De tusindvis af afrikanske slaver, der sled og slæbte i sukkerørsplantagerne i Dansk Vestindien, måtte i 1830’erne og 1840’erne også finde sig i eksotiske kolonialvarer i deres daglige kostplan – saltede danske sild. Tørke og orkaner havde i disse årtier bragt sukkerproduktionen under pres, og mange plantageejere gik fallit. I Dansk Vestindien var man totalt afhængig af fødevareforsyninger udefra, og derfor gik den økonomiske krise ud over mulighederne for at købe saltede fisk og majsmel, der normalt blev hentet i USA. Slaveoprør og hungersnød truede nu i horisonten.
Mens kriserne stod i kø i Dansk Vestindien og nærmede sig revolutionære tilstande, gik det straks bedre i Kalundborg, hvor store sildestimer i 1830’ernes slutning flokkedes i den sydlige del af Kattegat. Det betød, at byen på de ugentlige torvedage blev oversvømmet med billige sild, som der slet ikke var købelystne kunder til. Da man på Kalundborgkanten heller ikke havde de fornødne erfaringer med at salte sild, gik fiskene hurtigt i forrådnelse og endte som regel som gødning på markerne. I de lokale aviser ærgrede man sig over dette ressourcespild og opfordrede driftige folk til at anvende de mange sild til noget brugbart.
Opfordringerne blev taget til efterretning i Holbæk Amts Økonomiske Selskab. Her havde godsejere og købmænd siden 1815 arbejdet for at præge lokalområdets økonomiske udvikling i en positiv retning. Til alt held havde generalguvernøren i Dansk Vestindien siden 1827, Peter von Scholten (1784-1854), en plads i selskabets repræsentantskab. I Kalundborg havde man sildene, og i Dansk Vestindien manglede man billig slavekost. Derfra var der ikke langt fra tanke til handling.
I 1839 kontaktede proprietær Barner på Kalundborg Slots ladegård derfor havnemyndighederne i Kalundborg og bad om tilladelse til opførelse af et skur, hvor der skulle saltes og pakkes sild. Til formålet ansatte man en saltemester fra Jylland og en gruppe jyske koner, der ifølge eget udsagn snildt kunne salte og pakke 24-30 tønder sild om dagen. For disse jyske gæstearbejderes vedkommende er der uden tvivl tale om folk, der tidligere havde haft deres levebrød ved Limfjordens store sildefiskerier. Nu åbnede der sig nye muligheder for dem på Sjælland.
Men det var ikke kun i forhold til de indkaldte specialarbejdere, at man i Kalundborg havde skelet til Jylland. Samme år blev der indsendt en ansøgning til Christian 8. (1786-1848) om, at de afgiftsfritagelser for indførsler af salt og træ til fremstilling af sildetønder, som Limfjordslandet i sin tid havde nydt godt af, også måtte blive indført i Kalundborg. Det blev bevilget, og den 8. januar 1840 kunne det første skib med 390 tønder saltede Kalundborgsild sætte kursen mod Dansk Vestindien og de sultne slaver.
Investorerne fik snart blod på tanden, og samme år blev sildesalteriet flyttet fra Kalundborg til den nordlige side af Asnæs. Asnæs er den sydlige af de to landtanger, der afgrænser den 12 kilometer lange Kalundborg Fjord. Hermed sparede skibene den lange sejltur fra Kattegat og ind til Kalundborg. Eftersom investorerne ikke selv havde skibe beregnet til langfart, lejede man plads i lastrummene på de handelsskibe, der var på vej mod Vestindien fra København med andre forsyninger. Ved Asnæs blev der til formålet bygget en salterbod i mursten og anlagt en anløbsbro, hvor sild, salt og tønder kunne lastes og losses. Fiskerne, de nordjyske sildesaltere og søfolkene skulle have både husly, vådt og tørt, så der blev også opført et gæstgiveri på stedet. Det præcise antal udførte sildetønder kendes ikke, men mellem 1841 og 1847 blev der udskibet mindst 1.766 tønder sild fra Asnæs til De Vestindiske Øer. Ganske som på Skanør trak sildene mennesker, arbejdspladser og omsætning til et ellers øde område.
Hele foretagendet stod og faldt dog med, at der fortsat var behov for sild i de vestindiske slavehytter. Da slaverne blev frigivet i 1848, var det slut med sildeeventyret på Asnæs. Slaverne var i sagens natur aldrig blevet spurgt, om de kunne lide de saltede sild fra Kalundborg. Da de overgik til at blive frie landarbejdere og selv kunne bestemme over deres daglige måltider, sagde de pænt nej tak. På den baggrund lukkede sildesalteriet i 1850 – til stor fortrydelse for Kalundborgs borgere, der i de efterfølgende år gav de frigivne slaver skylden for købstadens voksende økonomiske problemer.
Hvis man havde pengene, tiden og råvarerne til det, kunne man få gode råd til at variere sin sildemad i den Koge Bog, der blev udgivet i København i 1616. Her finder man under overskriften ”Sild at koge” to opskrifter. Den første opskrift gik i al sin enkelhed ud på at lade en saltet sild fra tønden ligge i blød over natten. Herefter skulle den fyldes med hakkede løg og steges på en rist over ildstedet. Det er en opskrift, der ved de sjællandske kyster har været kendt og anvendt helt op til vore dage, så her har kogebogsforfatteren måske haft de københavnske læsere i tankerne.
I den anden opskrift skulle man koge en sild og lave en byg- eller havregrød med rosiner og korender i. Dernæst proppede man grøden i den varme sild og serverede den med smør. Mens stegt sild med løg sikkert også ville kunne glide ned i dag, forholder det sig nok anderledes med kombinationen af kogt sild tilsat havregrød og korender. I sidstnævnte tilfælde anførte forfatteren da også, at den fyldte sild havde ”en besynderlig [særlig] smag”. Denne opskrift var dog ikke et dansk 1600-talspåhit, da også middelalderens fine folk ved fastetid nød rosiner, korender, figner og mandler til deres sild.
I 1905 udgav Husmoderens Blad i serien Special- Kogebøger Silde-bogen, hvor husmoren kunne få glæde af 199 opskrifter med sild. Hvis man havde behov for det, kunne man også finde en vejledning i, hvordan man kunne salte og krydre sine egne sild. I henhold til redaktionen var hensigten med udgivelsesrækken, der også omfattede Kartoffel-bogen, Asparges-bogen og Suppe-bogen, at kunne levere ”afveksling ved familiebordet og noget ekstrafint til selskabsbordet”. At Silde-bogens muligheder var tiltænkt det bedre borgerskab, fremgår bl.a. af afsnittet ”Retter af bücklinge”. Bücklinge var sild, der både var røgede og saltede. Som navnet antyder, var der tale om en tysk specialitet, der blev importeret fra Hamborg. I henhold til Silde-bogen blev bücklinge solgt ”overalt i København”, så med opskrifter på ”Bückling aux fines herbes” og ”Bückling med ris” skulle denne fisk naturligvis også have sin plads i Silde-bogen.
Problemet med såvel Koge Bog fra 1616 som Silde-bogen fra 1905 var, at de først og fremmest rettede sig mod velstående hjem. Her var der råd til at købe korender og bücklinge, og der var tjenestefolk til at varetage både det finere og grovere køkkenarbejde. Det er umuligt at vide med sikkerhed, i hvor høj grad sådanne kogebøger har været benyttet og fulgt til punkt og prikke i den daglige husholdning.
På trods af kogebøgernes mange forslag var det ikke alle, der så med milde øjne på silden. For eksempel findes der ikke ét ord om sild blandt husbestyrerinden Hanna-Pethrea Müllers 400 opskrifter fra 1790’ernes Aalborg, der ellers var omdrejningspunktet for Limfjordens sildeeksport. Til gengæld delte Hanna Pethrea gerne ud af sine opskrifter på retter med laks, karper og forskellige skaldyr.
Sildens rolle som fødemiddel afhang i høj grad af lokale forhold som landbrugsjordens beskaffenhed, husdyrholdet, og om der evt. var adgang til andre fisk. I Thy og Vendsyssel kendte man nok til sild, der blev indkøbt ved Limfjorden, men ellers foretrak man mange steder på den nordenfjordske vestkyst de torsk, makreller og rødspætter, som man selv fangede i Vesterhavet. På 1700-tallets Fyn blev sild aldrig hverdagskost, men blev i stedet betragtet som lidt af en eksotisk spise. Det kunne ifølge københavnske embedsmænd hænge sammen med, at de fynske bønder havde ”for meget flæsk på loftet” og derfor valgte silden fra. Løb fynboerne mod al forventning tør for flæsk, kunne der dog til nød hentes sild i Kerteminde, hvorfra der allerede i middelalderen blev drevet et beskedent sildefiskeri. At de fynske bønder vitterligt ikke havde den store interesse for sild, underbygges dog af, man i 1840’ernes Kerteminde, ganske som i Kalundborg, eksporterede sildene til slaverne i Dansk Vestindien.
I Kerteminde og i fiskerlejerne langs den fynske nordkyst var man knap så velforsynet med flæsk og anden kødmad, men så var der andre muligheder. Her spiste fiskere og husmænd i manglen på kød gerne hakkede sild, der blev formet som bøffer og stegt på panden med løgsovs. Alternativt kunne man lave sig en sildepandekage, hvor helt små sild erstattede de traditionelle stykker flæsk, der normalt indgik som tilbehør. Inden stegningen blev fiskene vendt i mel og krydret med salt, peber og basilikum. Det var der ingen ben i.
På det tætbefolkede Sjælland opkøbte både bønder og husmænd mængder af sild til deres vinterforråd. Mange fattige sjællandske familiers balancegang på den rigtige side af sultegrænsen hang i kolde vintre sammen med, om man kom til bunds i sildetønden. En hyppig ret til middags- og aftensmad var i sådanne hytter og huse stegt sild med ”meldyppelse” – en tynd sovs af vand og mel, der ikke var tilsat fedtstof. En anden klassisk vinterret kunne også være ristede sild med øllebrød.
Forår og sommer åbnede til gengæld op for mange forskellige variationer med friskfangede sild og årstidernes grøntsager. I Nordsjælland kunne man fx skære sin sild ud og dyppe stykkerne i en blanding af snittede purløg og løgtoppe, der var tilsat peber og eddike. En sådan sammensætning kaldtes en ”bidesild”, da den blev spist i bidder og med fingrene. Af samme årsag blev den også serveret i formiddagspauserne, inden man vendte tilbage til arbejdet i mark og stald. Omkring Køge Bugt var en særlig yndet sommerret sildefileter med sur fløde og løgtoppe, der helst skulle serveres med sommerens første kartofler. Knap så populær var den sildesuppe, der gled helt ud af den sjællandske kogekunst i 1920’erne. Det er der nok ikke så meget at sige til, når man ser på suppens sammensætning af supperødder og -urter, svesker, æbler, eddike og sukker. Silden kom endda ikke i selve suppen, men blev spist som tilbehør med rugbrød til.
Når man taler om sild og egnsretter, er det i sagens natur svært at komme uden om Bornholm. Klippeøens landbrug var ikke stort, byerne var små, og bornholmerne fattige, så langt op i 1900-tallet var forbruget af sild, der blev fanget omkring Bornholm, langt større end kødforbruget.
Bornholmerne spiste både saltede og vindtørrede sild, men øen lå langt fra alting, og det kunne knibe med saltforsyningerne. Allerede i 1700-tallet havde de bornholmske fiskerfamilier, som et supplement til konserveringen med salt og vind, derfor specialiseret sig i at røge deres sild – først i skorstenene og siden i røgerier, der var bygget til formålet.
Da der i 1860’erne blev oprettet fast dampskibsforbindelse mellem Bornholm og København med mulighed for hurtig levering, blev store mængder af røgede sild eksporteret til hovedstaden. Det noget rynkede udseende gjorde, at den røgede sild i første omgang ikke blev betragtet som nogen større delikatesse. Først da en københavnsk restaurant efter Anden Verdenskrig fandt på at anrette den røgede sild med en rå æggeblomme, løgring, radiser og purløg på et stykke smurt rugbrød, kom der gang i sagerne. Klassikeren Sol over Gudhjem var født. Selv om titlen antyder det, er der altså ikke tale om en bornholmsk, men snarere en københavnsk specialitet.
Bornholmerne foretrak deres sild helt varme og direkte fra skorstenen, hvorefter fiskene blev anrettet med stuvet blomkål eller æggekage til. For såvel bornholmerne som mange andre danskere var silden ikke et spørgsmål om en smart titel eller radiser og purløg. Her gjaldt det om at få mad i maven og blive mæt. Andre steder var man derimod så vild med en sildemad, at man blev nødt til at digte om det.
”Nu har jeg det godt.
Der står fire blomstrende stykker smørrebrød for mig.
Først spiser jeg et med æg og sild –
O anelsen om svovlbrinte og om jodlugt fra havets tangskove!”
Manden, der her skriver om glæden ved et stykke smørrebrød med sild og æg, er forfatteren og den senere Nobelprismodtager Johannes V. Jensen (1873-1950). Jensen er nok mest kendt for sine Himmerlandshistorier og romanen Kongens Fald, men poesi kunne han altså også levere. Strofen ovenfor er sakset fra digtet ”Ved Frokosten”, der udkom i 1906. Her indtager Jensens anonyme hovedperson efter sin sildemad yderligere tre stykker smørrebrød med henholdsvis steg, rullepølse og ost. Hver bid sender tankerne på langfart til oliedryppende maskiner, forrådnelse og rygende elskov. Dertil nydes isafkølet fadøl og et par store snapse. Alt tyder på, at hovedpersonen lider af både fysiske og moralske tømmermænd efter gårsdagens glade aften i byen med et par løse kvindelige bekendtskaber. Sild og snaps får ham dog på ret køl igen, hvorefter han forsikrer sig selv om, at ”livet og solsystemet går glimrende”.
I 1906 havde den danske sild i forhold til smag og fedme fået ry for at være af dårlig kvalitet. I hvert fald når man sammenlignede med de sild, der fandtes i andre farvande. Skulle man som Johannes V. Jensen have en fed sild til frokost, var disse som regel fanget af islandske eller norske fiskere langt oppe i de nordatlantiske farvande. Det var heller ikke længere nødvendigt at lade sin sild ligge i blød for at trække saltet ud inden serveringen. I 1800-tallets slutning havde den tyske fødevareindustri med stort held eksperimenteret med at pakke forarbejdede fisk på lufttætte glas og dåser. For sildens vedkommende gav det sig udslag i de marinerede sild, der blev lagt i en lage af salt og syre. Disse kemikalier hurtigmodnede sildene, og da man senere tilførte en sukkerlage, var den traditionelle marinerede sild, som vi kender den i dag, en realitet.
Men hvordan var silden nu vandret fra bondelandet til det københavnske restaurationsliv? Her skal forklaringen findes i det danske smørrebrød, som Johannes V. Jensen lovpriste i tårnhøje tømmermandstoner i 1906. Et stykke smørrebrød kan opsummeres ganske kort – et stykke smurt brød med koldt kød eller ost.
Man havde kendt til smørrebrød siden middelalderen, men retten havde i århundreder ikke haft en særlig høj status i forhold til dagens varme og mere solide måltider. Det ændrede sig imidlertid i 1880’erne, hvor industrialiseringen, med alt, hvad dertil hørte af fabrikker, rygende skorstene, dampskibe, jernbaner, telegrafstationer og telefoner, for alvor tog fart og fat. De mange mennesker, der nu vandrede fra land til by for at arbejde på fabrikker og kontorer, havde sjældent så lang en frokostpause, at de kunne nå hjem for at spise. Her måtte den medbragte madpakke med rugbrødsmadder træde i stedet for den varme middagsmad. Til de direktører, funktionærer og sekretærer, der ikke brød sig om madpakker, og som havde råd til lidt ekstra luksus, kom ikke mindst de københavnske vin- og billardstuer med et alternativ. Løsningen blev smørrebrød, men ikke på den gamle flade facon. I stedet præsenterede restauratørerne det sultne publikum for højt belagte og kunstfærdigt anrettede stykker smørrebrød med frikadeller med agurkesalat, flæskesteg med rødbeder og ristet torskerogn med remouladesovs. Hvor sparehensyn tidligere havde skåret brødet tykt og pålægget tyndt, forholdt det sig nu omvendt. Jo mere sild, jo bedre. I 1901 serverede flere københavnske restauranter marinerede islandske sild, der blev anrettet på et stykke rugbrød med løg og kapers, men mulighederne for at designe en sildemad er siden blevet utallige. Mellem 2016 og 2019 havde Restaurant Palægade i København således mere end 300 forskellige slags sild på menuen.
Blandt restaurantens kreationer kan nævnes stegt sild med karljohansvampe, rå æggeblomme og fintskårne danske æbler. Hertil kommer syltede skalotteløgringe, bronzefennikel og syltet krondild som pynt på toppen. Hele herligheden anrettes på et stykke rugbrød smurt med fedt. Med lidt god vilje kan man altså fortsat få en smag af fortidens sjællandske bondekost med brød, fedt og sild. En sildemad koster 110-120 kroner i Palægade.
Hvis man ikke lige har adgang og pengepung til et besøg på en københavnsk frokostrestaurant, kan man selv smøre sig en sildemad. I ethvert velforsynet supermarkeds køledisk optræder et sandt batteri af små og store glas med hvide marinerede sild, røde kryddersild, karrysild og sennepssild. Til sammenligning med Palægades priser koster et glas sild 13-20 kroner i Rema 1000.
Mere velstand, mere velfærd, mere kød og mere fedtstof underminerede i årene efter Anden Verdenskrig dog støt og roligt sildens dominerende position på danskernes daglige spisekort, og på trods af de mange valgmuligheder er forbruget af sild på retur. Af den nyeste undersøgelse af danskernes forhold til silden fremgik det, at 69 % af de adspurgte anså silden som en både gammeldags og traditionel fødevare, der kun spises ved særlige lejligheder. Her skal det dog for en god ordens skyld nævnes, at danskerne i det hele taget har et ret så lunkent forhold til fisk i det daglige fødevareforbrug. Så det er altså ikke kun sildens skyld. I en undersøgelse foretaget af Coop i 2017 blev et udsnit af danskerne spurgt ind til denne manglende interesse for fisk. De nævnte, at fisk var for dyrt, for besværligt at tilberede, og at der fandtes for få opskrifter på fiskeretter. Endelig var det også et argument, at der fandtes for få fiskehandlere.
I betragtning af sildens store antal, det medfølgende lave prisniveau, de mange vitaminer og udbuddet i detailhandlen var det oplagt at forsøge at overbevise danskerne om den lille fisks kvaliteter. I 2021 lancerede Landbrug og Fødevarer derfor et reklamefremstød i samarbejde med den danske sildebranche, fra fiskere til fødevareproducenter. Med assistance fra kendte kokke og sundhedseksperter skulle man nu få danskerne til at spise flere sild. Helst til hverdag og helst til aftensmad. På den tilhørende hjemmeside vildmedsild.dk kan man derfor møde Søren, der lige har lavet sild, og det endda uden at have gæster! Ellers kan vi besøge Stine. Hun har lige serveret rugbrød med sild på en helt almindelig tirsdag.
Det er ikke hos vildmedsild.dk, at man finder svundne tiders opskrifter på sjællandsk sildesuppe og den fynske sildepandekage. Derimod kan man her få kyndig vejledning i, hvordan man laver Nordiske Tapas – en lettere omskrivning af sild på rugbrød med karrysalat. Alternativt kan man forsøge sig med bagt yoghurtsild med ris og krydret agurkesalat eller måske dildsild med knækbrød?
Fortællingen om sildens mange kvaliteter stopper heller ikke her. Folkene bag vildmedsild.dk gør med god grund opmærksom på, at silden på alle måder er en klimavenlig spise. Den trives fortsat i enorme stimer i Nordsøen, hvor danske fiskere fanger den med bl.a. flydetrawl, der ikke ødelægger havets bund og miljø. Sidst, men ikke mindst, er silden en naturlig ressource, der passer sig selv i Nordsøen. I modsætning til køer, grise og andre spisevenlige husdyr kræver den ikke foder, vand, bolig, avlsprogrammer eller andre former for ressourcekrævende pasning og pleje. Mens 100 gram oksekød på sin rejse fra bås til bord udleder 1,39 kilo CO2, drejer det sig for sildens vedkommende om blot 0,13 kilo pr. 100 gram. Middelalderens fastefisk kan altså med stor fordel rekrutteres til kampen for et bedre klima.
Om man vælger at tro på den gamle historie om dåben i Jordanfloden og Menneskesønnens prøvelser i ørkenen, er en smagssag. Til gengæld er det et uomtvisteligt faktum, at silden har været med os alle dage. Hos fattigfolk og fyrster. Til faste og fest. Til morgen, middag og aften. Fra Else Mikaelsdatters møgbefængte sild til Restaurant Palægades luksuriøse smørrebrødskreationer. Silden har ikke blot sikret generationer af danskere mad i maven og hårdt tiltrængte tilførsler af proteiner og vitaminer. Med sildeboom, byanlæggelser, markeder, hansestæder, ummelandsfarere og eksotiske varer forvandlede silden Danmark fra et barbarisk udkantsområde beboet af folk i groft sømandstøj til en vigtig og værdsat brik i Europa. Skånemarkedet gik ganske vist i stå, men i Limfjordslandet fortsatte sildeeventyret en rum tid endnu. Set i det perspektiv bærer Jens Jensen Hørtikarls beskedne kirkeskib fortsat vidnesbyrd om en af danmarkshistoriens helt store fortællinger. Når man lukker øjnene, kan man næsten smage hele historien. Velbekomme!
Christensen, Harry: Ni tværsnit af Nibes historie. Nibe Kommune 1977.
Med udgangspunkt i skriftlige kilder og bevarede genstande tegnes Nibes udvikling 1377-1927. Sildens betydning for Nibes opkomst, udvikling og stagnation er fyldigt dokumenteret.
Eriksson, Henning S.: Skånemarkedet. Wormianum 1980.
Sildefiskeriet i Øresund og den medfølgende varehandel på Skånemarkedet ses her i en større europæisk sammenhæng. En række relevante kilder til Skånemarkedets historie er optrykt i bogen.
Jensen, Frank og Søren Olsen: Silden. Natur og Museum. 30. årgang, nr. 2. Naturhistorisk Museum 1991.
Velskrevet introduktion til sildens levesteder, fødekilder, yngleforhold og kulturhistorie. Dertil kommer vejledninger i rensning og saltning af sild samt opskrifter på sildebøf og sennepsgravad sild.
Rasmussen, Holger: Limfjordsfiskeriet før 1825. Sædvane og centraldirigering. Folkelivs studier 2. Nationalmuseet 1968.
En detaljeret og grundig undersøgelse af Limfjordsfiskeriet før 1825. Sildefiskeriets organisering, fangstmetoder og bundgarn er fyldestgørende behandlet.
Westergaard, Erik Koed: Danske egnsretter. Fra det gamle danske køkken. Lindhardt og Ringhof 1988 (første udgave 1974).
Blandt mange andre danske egnsretter findes der her en række kulinariske og kulturhistoriske fortællinger om sildens mangfoldige muligheder på danskernes middagsborde. Fra den sjællandske sildesuppe til sildepandekage i Kerteminde.
På 100danmarkshistorier.dk findes den omfattende litteratur, som forfatteren har anvendt til at skrive bogen, ligesom der er noter til bogen.
Det vilde sildeboom
© Jakob Ørnbjerg og
Aarhus Universitetsforlag 2022
Serie: 100 danmarkshistorier
Forlagsredaktion: Thomas Oldrup
Tilrettelæggelse, sats og omslag:
Camilla Jørgensen, Trefold
Repro: Narayana Press
E-bogsproduktion: Narayana Press
ISBN: 978 87 7219 683 1 (epub)
Projektet 100 danmarkshistorier er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal
Projektets styregruppe: Thomas Bloch Ravn (Den Gamle By), Thorsten Borring Olesen (Aarhus Universitet), Mette Frisk Jensen (danmarkshistorien.dk), Søren Hein Rasmussen (MegaNørd), Torben Kjersgaard Nielsen (Aalborg Universitet), Bo Lidegaard (dr.phil., forfatter), Camilla Mordhorst (Dansk Kulturinstitut), Lars Boje Mortensen (Syddansk Universitet), Keld Møller Hansen (Danmarks Borgcenter), Rikke Louise Alberg Peters (HistorieLab), Hans Schultz Hansen (Rigsarkivet), Nils Arne Sørensen (Syddansk Universitet), Sten Tiedemann (Folkeuniversitetet i Aarhus), Ulla Tofte (M/S Museet for Søfart) og Anette Warring (Roskilde Universitet)
Læs mere om projektet på
Aarhus Universitetsforlag